5 år siden

Jeg ved det ikke

Sygdom....
Kianna Kitte...
1 år, 7 måneder siden
Så mange startsteder...
George Smile...
5 år siden
Så er det nu
Josephine Lø...
5 år siden
Lana Del Rey
Christacia
6 år siden
Biltur fra helvedet...
Kianna Kitte...
2 år siden
Karrusellen af Kaos - Kas...
Kasper Lund ...
3 år siden
Lidt om livet.
Hanna Fink (...
2 år siden
Dagen tiltaget 2timer og ...
Hanna Fink (...
7 år siden
folkeskolegensynsfest
Peter
6 år siden
Farvel til ”vores udveksl...
Carsten Cede...
5 år siden
Designer eller ikke desig...
Kianna Kitte...
2 år siden
Min Far er død
Poul Brasch ...
6 år siden
Dag 7 på fyldepennen. Sta...
Gaffa Brandt
6 år siden
Anden dag på Fyldepinden
Gaffa Brandt
6 år siden
Hyggedag
Josephine Lø...
5 år siden
Kommunikation!
Racuelle Hei...
4 år siden
Jeg har skrevet en bog
Anastasia
2 år siden
Hr Solsort
Peter
4 år siden
Om sorgen...og post-weddi...
Sylvia Ebbes...
6 år siden
...
Kianna Kitte...
11 måneder, 16 dage siden
Livet i Lugano
LoneHK
7 år siden
Nu er vi snart færdige
Ragnhild Bac...
6 år siden
Så blev det gjort.
Ace Burridge...
5 år siden
Hjemkomst
Hanna Fink (...
5 år siden
Anata wa okotta? -Are you...
Julie Vester...
6 år siden
Lykkedes at ride igennem ...
Regitze Møbi...
5 år siden
Tag et lyn.
Regitze Møbi...
5 år siden
Læring og andre samfundsn...
Ole Vind Raa...
6 år siden
Slush ice til en hund
Regitze Møbi...
5 år siden
Dag 6 på Fyldepennen. Fes...
Gaffa Brandt
6 år siden
Ferie
Hanna Fink (...
2 år siden
13.09.2016
Marianne Mar...
3 år siden
Dating.
Ruth Christe...
3 år siden
Den søde.
Ruth Christe...
3 år siden
Lidt kulturel har man vel...
Kianna Kitte...
1 år, 11 måneder siden
Jeg er udgivet, woo!
Kianna Kitte...
2 år siden
Julegaden i Hinnerup...
Kianna Kitte...
2 år siden
Kære natbog (VII)
Olivia Birch...
5 år siden
Nu se dig selv !
Søren Sørens...
3 måneder, 15 dage siden
Jeg har sat mig i sofaen. På spisebordet og rundt omkring mig ligger der artikler og tekster om alt fra videnskabsteori til kriminalitet. Jeg burde læse det og skrive noter. Jeg burde forberede mig til den bachelor, jeg skal i gang med at skrive. Men det gør jeg ikke. Faktisk laver jeg alt andet end at forberede mig.
---

For snart et år siden skiftede jeg adresse og min kærestes lejlighed blev også min. Det går godt. Det går rigtig godt. Måske for godt til at jeg tror på, det vil blive ved med at gå godt. For en måneds tid siden troede jeg, at det var ved at slutte. Jeg panikkede. Tror jeg. Jeg kedede mig. Jeg var i tvivl om det skulle være os. For hvis det ikke skulle være, så ville jeg også gerne finde ud af det hurtigt. Han irriterede mig. Alle de små ting, jeg aldrig før har tænkt over, kom pludselig til at fylde rigtig meget. Selv det, at han ikke er særlig høj, irriterede mig. Det har han jo aldrig været og jeg betvivlede derfor mine følelser og om det var rigtigt at jeg skulle være der, hvor jeg var. På den anden side, kunne jeg heller ikke forstille mig, at vi ikke skulle være sammen. At det ikke skulle være ham, jeg skulle komme hjem til. At det ikke var ham, jeg skulle kysse godnat om aftenen.

Så jeg sagde det til ham. Jeg fik ikke rigtig nogen reaktion. Jeg lagde mig til at sove med tårer i øjnene og stadig med en knude i maven over ikke at have fået en forløsning.

Reaktionen kommer dog et par dage efter. Med tårer i øjnene spørger han mig, om det jeg havde sagt, betød at jeg var ved at gå min vej. Nu står vi begge med våde øjne og jeg prøver at forklare ham, at det gør det ikke. Men at der også er nødt til at ske noget, hvis ikke det ikke er det, det skal ende ud i. Jeg vil komme til at være træls og ubehagelig og det havde jeg ikke lyst til.
Skræmt og såret over mine tanker hiver han mig ind til sig og beder mig om aldrig at gå. Jeg kysser ham og forsikrer ham om, at jeg ikke ønsker at gå. Jeg har bare været forvirret og bange helt ned i maven for at det var ved at være slut.

Men nu har vi det godt. Bedre end vi har haft længe. Han tager initiativ. Der sker noget i lejligheden. Vi laver noget sammen, vi snakker sammen. Vi har det godt. Jeg er ikke irriteret og bider ikke af ham hver gang han siger noget. Der er mange ting, vi ser forskelligt på og som nok aldrig bliver anderledes, men han er det bedste jeg ved og har ikke lyst til at være nogen andre steder end der hvor jeg er.
---

Min søster er gået fra sin kæreste og er nu ved at etablere en hverdag som alenemor. Det er hårdt. Men det går fremad. Det er nu 3 måneder siden, de gik fra hinanden. Jeg har ikke set ham siden starten af sommeren og det har jeg det godt med. Han var ikke god ved min søster. Han var ikke nogen god kæreste. Ikke nogen god far for min niece. Den dag, min søster valgte at gå, sagde han nogen modbydelige ting til hende og det kommer jeg aldrig til at tilgive ham for. Ting, som jeg ikke forstår, man kan sige til noget menneske. Slet ikke en, man på et tidspunkt har elsket og endda fået et barn med. Jeg forstår det ikke. Og at se min søster kæmpe for at få en familie til at fungere uden held, har været svært. Jeg har ikke blandet mig og det tror jeg også var bedst. Nu har min niece og hende fået en fin lejlighed tæt på vores mor og min søsters veninder. De skal nok få det godt.

Da min søster brød ud sit forhold, satte det en masse tanker i gang. Ubevidst. Tror jeg. Selvom jeg elsker min kæreste og ikke kan se, at vi ikke skulle være sammen, så går der ikke en uge, hvor jeg ikke overvejer hele min situation. Det hele blev sat i perspektiv og nogle gange aner jeg ikke, hvilket ben jeg skal stå på. Den Skønherlige bliver ved med at dukke op. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere det. Jeg ved ikke, om det er et savn. En lyst. Ved ikke, om det er 'det forbudte'. Ved ikke, om det handler om det, jeg ikke kan få. Det er som om, han ikke vil forsvinde. Han er lige flyttet i ny lejlighed. 10 minutter fra, hvor jeg bor. Jeg er så bange for den dag jeg møder ham. Ved ikke, hvad jeg skal sige til ham. Jeg savner, at snakke med ham. Tror jeg. Savner at ses med ham. Tror jeg. Jeg ved det ikke. Men det nytter jo ikke noget. Han vil mig jo ikke i det lange løb. Jeg kan ikke blive ved med at tænke tilbage på noget, der engang var, når det der engang var, måske slet ikke var der alligevel. I hvert fald ikke udover inde i mit hoved

Jeg har jo en kæreste. En kæreste, der vil gøre alt for mig. Men måske er det ikke sådan en kæreste, jeg har brug for. Måske har jeg brug for, at kæmpe lidt mere. Ikke at føle mig så sikker. Han kender mig. Er kommet ind under huden på mig. Jeg ved ikke, om det hele er blevet mere en trygheds-ting end det er blevet en kærligheds-ting.
Vi har det jo godt. Han gør ingenting forkert. Mit hoved er fyldt med tanker. Med savn. Med kærlighed. Jeg kan ikke finde ud af, at sortere dem.
Hvis jeg vælger min kæreste fra, føler jeg, jeg vælger alt det fra, som jeg ved, der er godt for mig. Alt det sikre. Jeg ved ikke, hvordan min verden ser ud, uden ham.
Jeg er ikke god til det usikre.
---

Om to måneder afleverer jeg mit bachelorprojekt. Om 2½ måned er jeg (forhåbentlig) færdig med min uddannelse. Så lander jeg igen på usikker grund. For jeg er ikke sikker på, jeg har lyst til at arbejde med det samme. Jeg vil gerne ud og rejse igen. Men hvorhen? Hvor længe? Med hvem? Og hvor får jeg pengene fra? Hvis ikke jeg skal ud og rejse, hvor vil jeg så gerne arbejde henne? Kan jeg overhovedet finde ud af mit arbejde? Der er en forventning om, at jeg skal ud og finde arbejde med det samme. At jeg burde begynde at søge arbejde nu. Min undskyldning er, at der ikke er noget og søge. Men jeg ved det faktisk slet ikke. Jeg har ikke kigget. De sidste 20 år har jeg vidst, hvad jeg skulle når jeg færdiggjorde det, jeg var i gang med. Jeg ved ingenting. Men hvis jeg skal ud og rejse igen, så ved jeg, at det skal være nu. Ellers kommer jeg aldrig afsted. Men jeg ved heller ikke, hvordan jeg skal sige til min kæreste, at jeg ikke synes vi skal rejse sammen. At det er noget jeg gerne vil gøre uden ham. Bare fordi.

Den var den læsning, jeg kom fra..

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Jeg ved det ikke er publiceret 04/11-2014 17:17 af Thisisme.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.