2 år siden

Når frygten flytter ind

ser, lytter og styrer
Sune Yttesen...
3 år siden
Vindstille julefrokost
Olivia Birch...
5 år siden
Guppy, vintertid, stjerne...
Mikala Rosen...
8 år siden
at turde er at miste fodf...
Julie Vester...
7 år siden
Gode råd og to do lister
Ace Burridge...
7 år siden
Nyt år
Martin Micha...
9 måneder, 8 dage siden
So many feelings on one t...
MysteriousGi...
8 år siden
Stormen Ingolf og min irr...
Michael Nevs...
3 år siden
Danmarksmesterskab i Ribe
Peter
5 år siden
Kærligheds og chili
Kenny Raun (...
8 år siden
Skovtur
Jytte Westen...
6 år siden
Et liv i miniature
Cecilie Regi...
8 år siden
Kvinder eller ocd?
Racuelle Hei...
5 år siden
Kære natbog (XI) – zombie...
Olivia Birch...
5 år siden
back agien!!
Lisa Fjord (...
7 år siden
første skoledage og leven...
Michala Esch...
11 år siden
SSO - stress
RachelBlack
6 år siden
Dybbøl gartnerhjem
Martin Micha...
1 år, 5 måneder siden
Apatiske gentagelser - Ka...
Kasper Lund ...
5 år siden
Cykelmareridtet og satans...
Carla Krogh ...
5 år siden
opdatering
Michala Esch...
17 år siden
13/07/2016: UFO
Cecilie Revs...
4 år siden
Dagens Danmark.
Ruth Christe...
4 år siden
Ferie
Hanna Fink (...
6 år siden
Glædelig Jul til alle på ...
Poul Brasch ...
5 år siden
køb Bananer
Ruth Christe...
4 år siden
Ring the bells that still...
Bastian
8 år siden
Et visit til Danmark's St...
Kianna Kitte...
2 år siden
Årsdag
Mikala Rosen...
8 år siden
Kære far ❤️
Musenmia
1 år, 4 måneder siden
3 hjullers cykel
Halina Abram...
3 år siden
Hold mig i hjertet for en...
Kasper Lund ...
4 år siden
Min første dag på fyldepe...
Wonderadult
8 år siden
Flot fyr.
Ruth Christe...
4 år siden
Min novelle er blevet pri...
Kianna Kitte...
2 år siden
Drømme om kærlighed
Ace Burridge...
7 år siden
Når jeg har det skidt, plejer det at hjælpe mig at skrive ting ned. Så det prøver jeg nu. Jeg tror ikke rigtig, der er sammenhæng i tankerne, for de flyver rundt og har deres eget liv. Og jeg har svært ved at være i det.

Jeg har været kræftfri i 2 år. Og det er lidt som om, at jeg ofte måler ud fra den dag. Måler i før og efter sygdommen. Jeg er ikke vendt tilbage til den, jeg var og det er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde gør. På nogle måder, tænker jeg, det er en god ting. Andre gange, ønsker jeg mig ikke noget andet. Jeg vil bare være mig. Mig og min kæreste. I vores egen bobbel. Men jeg kan ikke vende om. Kan ikke skrue tiden tilbage. Og det vil jeg virkelig gerne.
Nogle gange er jeg vred. Helt ned i maven vred. Over at være blevet sat i en situation, hvor jeg er blevet konfronteret med, at der er ende på det hele. Vred over, at det skulle gå ud over mig. Vred over at se sådan her ud. Vred over at stå i en uvis livssituation. Men oftest er jeg ked af det. Virkelig ked af det. Jeg græder stadig meget. Mest for mig selv, hvor ingen kan se det. For overfor dem, er jeg jo stærk, smilende og fuld af gåpåmod.
Indeni føler jeg, at jeg er gået i stykker. Ikke helt itu, men der er revet stykker af det, der skulle være helt. Og jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal samle det sammen igen.

Jeg er i gang med at finde et nyt arbejde. Jeg kan ikke det, jeg tidligere kunne og nu skal jeg finde en ny måde at gøre tingene på. Og jeg føler ikke rigtig, at jeg har noget at tilbyde. Jeg har svært ved at sætte en finger på, hvad jeg kan og hvad jeg kan bidrage med. Jeg har en idé til, hvad jeg gerne vil. Men jeg tror ikke, jeg kan. Det er jeg faktisk ret overbevist om, at jeg ikke kan. For det meste tænker jeg, at det også kan være ligemeget. Jeg bliver nok alligevel syg igen. Og den tanke, var jeg ellers kommet videre fra. Men nu er den vendt tilbage. Jeg kan ikke bruge den til noget. Den gør ikke noget godt for mig, det ved jeg godt. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved den. Jeg har en god selvindsigt. Jeg er opmærksom på, hvad jeg føler og kan godt finde ud af at sætte ord på det. Men når det kommer til mit eget værd, så har jeg svært ved det.

Min kæreste og jeg er i gang med fertilitetsbehandling. For en uge siden fik beskeden om, at vores andet forsøg ikke lykkedes. Så nu venter vi på at kunne komme i gang igen. Jeg synes egentlig ikke, at jeg reagerer voldsomt på behandlingen. Det værste er skuffelsen, når beskeden kommer om manglende succes. Min kæreste er god til at tale det hele ned og minde mig om, at det godt kan tage noget tid. Og det hjælper.
Jeg synes, jeg har det taget det rigtig pænt, at have 3 gravide veninder omkring mig, som alle skal føde indenfor de næste 2 måneder. Jeg er så glad på deres vegne. Men så skrev min halvsøster for at fortælle, at de skal være forældre i starten af det nye år. Det hele faldt sammen for mig. Jeg græd og græd. Kunne slet ikke overskue situationen. Jeg vil det så gerne, at jeg nogle gange har svært ved at være i et forløb, hvor alt er i skema og fastlagte tidspunkter.
Så det græder jeg også ret meget over. Og spekulerer. Hold da op, hvor jeg spekulerer meget. Vil gerne have det hele planlagt. Vide, hvad der skal ske. Hvornår det sker. Og det ville jeg jo heller ikke kunne, hvis vi ikke var i behandling. Der er bare så meget, der skal planlægges.

Egentlig har jeg det jo godt. Jeg er så glad for at være kommet dertil, hvor jeg er i dag. At kunne kigge 2 år tilbage og se hvor langt jeg er kommet. Hvor meget der er sket.

Jeg vil bare så gerne kunne mærke glæden helt ned i maven. Være oprigtig, når jeg siger, at jeg tager en dag af gangen. Jeg har det bedst i kontrol. Jeg synes stadig, der er mange ting, jeg ikke kan kontrollere og bestemme over.

Og så er jeg så bange. Bange for, at livet ender lige om lidt. Før det egentlig er startet. Bange for at min kæreste aldrig får det bedre. At han aldrig slipper af med sin angst. Sin bekymring. For mig. For sig selv. For alting. Jeg er bange for at dø, mere end noget andet. Bange for, at jeg aldrig skal slippe af med den følelse, jeg har i maven. Frygten. De bange fornemmelser. Jeg er bange for, at jeg aldrig bliver sådan rigtig glad igen. For at jeg ikke finder et arbejde, jeg føler, jeg er dygtig til. Bange for at miste. Især min kæreste. Han holder ikke til et tilbagefald. Og så er jeg bange for, at jeg heller ikke gør. Bange for at træde forkert. Sige noget forkert. Være noget forkert. Ikke være nok. Være for meget.

Ofte bliver dagene i mit sygdomsforløb gennemspillet i mit hoved. Fra de første dage uden diagnose til de sidste dage inden min operation. Det var et frygtelig forløb, men samtidig et virkelig fint forløb med en masse dejlige mennesker omkring mig. Jeg havde det ikke godt. Meget har jeg nok beholdt for mig selv. Forsøgt i hvert fald. Nogle gange tager jeg mig i selv i at tænke, at det var nemmere, da jeg var syg. Da skulle jeg ikke tage stilling til noget. Jeg skulle bare være. Det er jo en frygtelig tanke. Selvfølgelig har jeg ikke lyst til at være syg igen. For alt i verden, vil jeg ikke være syg igen.
Men det er først her bagefter, at det rigtig svære har været. Og er. Det er nu, jeg skal genopbygges. Jeg skal være mig. Uden sygdom. Uden lægesamtaler. Uden medicin. Jeg troede, jeg var færdig med genopbygningen.
Jeg føler, at konstruktionen ligeså stille smuldrer fra hinanden. At jeg ikke kan holde mig selv sammen. Og når jeg føler det, føler jeg samtidig, at jeg føler for meget. At det jo slet ikke er så slemt. Det kan ikke være så slemt. Jeg har det jo godt.

Men frygten er der..

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Når frygten flytter ind er publiceret 17/09-2018 15:09 af Thisisme.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.