3 år siden

Helvede tur-retur

Nye og gamle tekster...
Kianna Kitte...
2 år siden
13 dage endnu... måske...
Michala Esch...
10 år siden
Nu se dig selv !
Søren Sørens...
7 måneder, 29 dage siden
Eksploderet spejlæg og 5 ...
Racuelle Hei...
1 år, 6 måneder siden
Er der en mening?
Jønsse
4 år siden
Mette og musik
Halina Abram...
2 år siden
3 hjullers cykel
Halina Abram...
2 år siden
Said Mansour...
Kianna Kitte...
1 år, 5 måneder siden
Forandring
Hanna Fink (...
5 år siden
Sæl
Hanna Fink (...
5 år siden
Tilrettet sofabord
Peter
5 år siden
Jeg er min egen forhindri...
Kasper Lund ...
4 år siden
Hvorfor ikke...
Liza Abildsk...
5 år siden
God karma...
Kianna Kitte...
2 år siden
Godt nytår, velkommen 201...
Kianna Kitte...
2 år siden
Plan B
Dus
3 år siden
Sikke en dag
Ruth Christe...
3 år siden
Skøn sommer og smart syma...
Michala Esch...
10 år siden
Fra en kasse til skjerme
Halina Abram...
2 år siden
uden søvn
Kenny Raun (...
5 år siden
Forberedelse til eksamen
Annabell Nie...
6 år siden
Alene i skyerne
Tine Sønder ...
8 år siden
Houdini - Kasper Lund
Kasper Lund ...
4 år siden
Positivitet?
Luna Mø
3 år siden
Uafsluttet tekst - proble...
Kianna Kitte...
2 år siden
Resume af projekt SØNDAGS...
Martin Micha...
9 måneder, 15 dage siden
Er god start så meget at ...
Kellany Bram...
6 år siden
Positive tanker
Ace Burridge...
7 år siden
Har leget lidt med comput...
Poul Brasch ...
6 år siden
Påske
Hanna Fink (...
6 år siden
Fortiden er hård.
storm89
7 måneder, 23 dage siden
Fuffy til 100-årsfødselsd...
Michala Esch...
10 år siden
Tvivl.
ceciliemarie
8 år siden
En hvid rose og strøtanke...
Camilla Rasm...
5 år siden
Hvem sætter temaet?
Olivia Birch...
4 år siden
Nirvana
Ace Burridge...
7 år siden
Pensionisten
Hanna Fink (...
4 år siden
Kære natbog (XI) – zombie...
Olivia Birch...
5 år siden
Jeg skrev en tekst jeg sk...
Regitze Møbi...
5 år siden
Tilbage for en kort bemær...
Kasper Lund ...
3 år siden
Lidt af det ene og det an...
Michala Esch...
12 år siden
En brutal årstid
Olivia Birch...
5 år siden
D. 26/10-2012
Louise Jørge...
7 år siden
En røverhistorie i toget
Anders Husma...
5 år siden
Fra engelsk til dansk...
Kianna Kitte...
2 år siden
Kreativ Blokering og Auti...
Kianna Kitte...
2 år siden
Farvel Bornholm
Jytte Westen...
5 år siden
Lad os sammen hylde nørdh...
Katrine Søre...
6 år siden
Dagen er tiltaget med 3 t...
Hanna Fink (...
7 år siden
Apatiske gentagelser - Ka...
Kasper Lund ...
5 år siden
Min Far er død
Poul Brasch ...
6 år siden
Merhaba, online-ulve
Camilla Rasm...
5 år siden
Kindfede og røvfuld!
Racuelle Hei...
5 år siden
Tørret frugt og gamle und...
Carsten Cede...
1 år, 7 måneder siden
Eksamen
RachelBlack
7 år siden
Smooth Criminal
Olivia Birch...
4 år siden
Anne Linnet i Det Kongeli...
Kianna Kitte...
2 år siden
D.25/3 - En ny start!
ListenToTheG...
7 år siden
ENGLE ET SMUKT SYMBOL
ingelnielsen
7 år siden
Ikke så halt længere...
Mikala Rosen...
11 år siden
3. Side - I'm back!
Sweetypie93
1 år, 8 måneder siden
Tilbage i Danmark
Salomon
5 år siden
Kaos tur hjem...
Anastasia
8 år siden
Kærligheds og chili
Kenny Raun (...
7 år siden
Forvirret.
Line Ley Jen...
5 år siden
Nogle dage står mere klart for mig end andre. Nogle dage har jeg formentlig helt glemt. Men den 19. marts er en af de dage, der står fuldstændig klart for mig. Jeg husker det hele.
Det var den dag jeg fik konstateret kræft.
Jeg husker dagen for hvert minut. Hvordan blodet stod ud af min næse, som det havde gjort utallige gange i løbet af den sidste måned. Hvordan speciallægen ikke kunne stoppe det. At jeg blev sendt på sygehuset. Hvordan lægerne forsøgte at stoppe det. Hvordan jeg blev ved med at kaste blod op. Hvordan min kæreste og jeg sad og jokede med, at det da var en fin måde at få noget ekstra opmærksomhed på. Hvordan lægerne blev ved med at stille mig spørgsmål om min øjensygdom. Hvordan jeg overhovedet ikke forstod, hvorfor de blev ved med at spørge om det. Hvordan jeg blev indlagt. Scanningerne. Ventetiden. Men nok mest af alt husker jeg, hvordan jeg aldrig rigtig forstod alvoren af det.

De næste 7 måneder har jeg sværere ved at skille fra hinanden. Men jeg husker dem. Jeg husker dem tydeligt. At jeg godt vidste, at jeg ville tabe mit hår. Men at det alligevel var første gang jeg for alvor brød grædende sammen. Den dag jeg stod med de første totter i hænderne. Og vågnede op hver morgen og måtte samle hår sammen fra hovedpuden.
At jeg godt vidste, at jeg ville miste noget energi og kræfter. Men at jeg alligevel aldrig havde forstillet mig, hvordan det ville være, at melde afbud og gå tidligt hjem gang på gang.

Jeg husker, hvordan jeg konstant var bange for, at folk forsvandt. Fordi det blev for meget. At min sygdom fyldte for meget for dem.
Jeg var bange, helt ind til benene, for at miste. Miste alt det, der betød allermest for mig. At det bare ville være væk. Uden at jeg ville have energien til at kunne gøre noget ved det. Jeg var bange for, at menneskene omkring mig, ikke vidste, hvor meget det betød for mig, at de var der. Hvor meget jeg satte pris på dem og at de brugte deres tid sammen med mig, selvom jeg ingenting kunne.

Den 31. august fik jeg sidste kemobehandling. Jeg husker dagen som mærkelig. God. Men mærkelig. Jeg var glad. Glad for at det var sidste gang, jeg skulle gå rundt på sygehuset med stativet. Sidste gang, jeg skulle have giften ind i kroppen. Men samtidig vidste jeg, at det ikke var slut endnu. Jeg vidste, at de næste 3 dage ville have det dårligt. At jeg formentlig ville blive indlagt med feber 5 dage efter. Jeg husker, at jeg græd, da jeg skulle sige farvel til sygeplejerskerne. De havde passet så godt på mig og min familie. I en lang periode, havde de været en stor del af min hverdag. Set mine værste sider. Og mine bedste. Det var svært.
Og så husker jeg, at jeg vidste, at jeg stadig havde kræft.

3 uger efter blev jeg opereret. Det var frygteligt at vågne op den morgen og køre på sygehuset. Jeg kan huske at vi ventede. Og ventede. På at de skulle hente mig ned på operationsstuen. Jeg kunne ikke finde ro. Jeg sad ned. Jeg stod op. Jeg lå. Jeg tissede hver andet minut.
Jeg husker, at jeg blev hentet. Jeg tog min mor og min kæreste i hånden. Og sådan gik vi ned af gangen. I stilhed. Indtil de ikke måtte komme med længere.
Og så græd jeg. Jeg græd og græd. Jeg gav min mor et knus. Holdte fast. Jeg kyssede min kæreste med tårerne trillende ned af kinderne. Holdte om ham og havde bare lyst til at blive der for altid. Bare os to.
Jeg blev rolig igen, da sygeplejersken tog mig med ind på operationsstuen. Jeg blev mødt af rigtig mange læger, som havde hver deres opgave.
Jeg sagde ikke ret meget. Tænkte ingenting.
Da jeg skulle bedøves, panikkede jeg. Jeg kunne ikke trække vejret ordentlig og jeg græd. En sygeplejerske tog mig i hånden. Jeg husker, at den eneste, jeg havde lyst til skulle holde mig i hånden, var min kæreste. Han var den eneste der kunne berolige mig. Sige at det hele nok skulle gå.
Jeg må være faldet til ro, for det næste jeg husker, er at jeg vågner op på opvågningsstuen. Min kæreste smiler til mig og jeg smiler igen. Jeg kan se ham!

Den næste uge er jeg indlagt. Min mor er indlagt med mig. De første 2 dage rejser jeg mig ikke fra sengen. Jeg spiser ingenting og drikker næsten heller ikke noget. Jeg kaster meget op. Rigtig meget. Da jeg endelig får fjernet kateteret, tror jeg, at jeg er en verdensmand. Jeg kan i hvert fald sagtens selv gå ud på toilettet. Jeg behøver bestemt ikke nogen kørestol. Men da jeg endelig kommer på benene, står jeg der i 30 sekunder inden jeg falder om.
Det var nogle lange døgn og især lange nætter, hvor jeg kun måtte ligge på ryggen.
Jeg tog ikke min kontaktlinse i de første 3 dage. Af frygt for hvad jeg kunne se. Eller ikke kunne se. Men jeg var lettet, da jeg først fik den i. Jeg kunne se. Ikke godt. Men jeg kunne se.
Lægerne blev ved med at sige, at jeg klarede det flot. At operationen var gået over al forventning og at jeg så bedre ud end de havde regnet med. At jeg var den mest stædige patient, de længe havde mødt. At de sjældent så nogen komme sig så hurtigt, som jeg gjorde.
Jeg synes bare, jeg lignede noget, der var løgn og min krop var ødelagt af at ligge ned hele tiden. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle lave. Mit syn var ikke godt nok til at jeg kunne læse eller se fjernsyn.
Men tiden gik.
Og jeg kom hjem.

Den første tid herhjemme var svær. Jeg måtte ikke lave særlig meget. Men jeg havde mere energi end jeg havde haft længe, men mit hoved kunne ikke følge med. Jeg følte, at jeg kunne lave en hel masse, men dagen efter kastede jeg op. Fordi jeg havde overanstrengt mig. Også selvom jeg kun havde været ovre og handle. Min hjerne skulle vænne sig til kun at se med det ene øje og det kunne jeg ikke forstå, at den ikke bare gjorde. Jeg troede, jeg var et meget tålmodigt menneske. Tilsyneladende ikke når det gælder min egen heling.

Jeg husker, at jeg var ude, at køre med min søster. Omkring 2 uger efter operationen. Pludselig gik det op for mig, at jeg kunne læse vejskiltene. Ikke på lang afstand. Men jeg kunne se, hvad der stod. Om aftenen kunne jeg læse underteksterne på fjernsynet. Det havde jeg ikke kunnet før. Det var fantastisk.
Jeg husker, at jeg tænkte, at så skulle det hele nok gå.
Lægerne havde sagt, at jeg nok aldrig ville komme til at læse igen. Men jeg kunne læse. Jeg kunne se ansigterne på fjernsynet. Jeg kunne se ansigtsudtryk ved dem, jeg var sammen med.
Det var fantastisk.

Den 31. oktober vil nok også altid stå klart for mig. Der var gået 6 uger fra min operation. Jeg skulle til samtale på sygehuset. Jeg skulle have svar på, om jeg var rask. Om de havde fået det hele. Eller om skulle igennem mere behandling.
Jeg kan huske, at jeg var overbevist om, at jeg ikke var færdig. De kunne umuligt have fået det hele. Og jeg var sikker på, at de ikke ville give mig strålebehandling. Så jeg skulle starte på kemo igen. Jeg kunne slet ikke overskue det. Mit hår var endelig begyndt at vokse igen. Jeg havde små fine dun på hovedet. Jeg havde små forsigtige øjenvipper og øjenbryn.
Jeg kunne ikke overskue at være syg mere.

Jeg sad i venteværelset med min mor og far. Jeg rystede. Og frøs. Min far prøvede at snakke med mig. At sige noget sjovt. Jeg stirrede bare ud i luften. Jeg var skrækslagen.
Kirugen, der havde opereret mig, kaldte os ind. Onkologen var der ikke. Det første lille håb om gode nyheder opstod.
Kirugen smilte og tog mig i hånden. Og der vidste jeg det.

Jeg er rask. Jeg har ikke længere kræft.

Jeg græd. Min mor græd. Min far græd.
Vi krammede. Længe. Og hårdt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg var lettet og glad. Men også stadig en smule skeptisk. Jeg troede ikke rigtig på det. Det gør jeg nok stadig ikke rigtig.
Men jeg er rask. De fik det hele.

Der er stadig lang vej igen. Før jeg er helt færdig og ovenpå igen. Men det går den rigtige vej. Og det er dejligt, at jeg endelig kan sige det.
Jeg er stadig sygemeldt fra mit arbejde. Jeg er ikke klar. Jeg håber, jeg bliver det. Snart.
Jeg troede, jeg ville hoppe op og ned og ikke være til at styre af glæde. Men jeg ved ikke. Jeg tror, jeg er blevet bange. Bange for at leve. Bange for at gå i gang med noget af det, jeg rigtig gerne vil. Gå i gang med mine drømme. Bange for at det hele skal komme tilbage. At vi skal starte forfra. Igen.
Selvom er væk. Sådan fysisk væk. Så er den stadig en del af mig. Og det er jeg bange for, at den altid vil være. Jeg ved ikke, hvordan jeg kommer af med den.
Jeg har tydelige tegn på, at der er sket noget med mig. Og selvom min kæreste stadig kigger på mig, som om jeg er det smukkeste han nogensinde har set, så føler jeg mig ikke smuk.
Jeg mangler et øje.
Nogen gange glemmer jeg det. For et kort øjeblik glemmer jeg faktisk, at jeg kun ser med et øje. Men så ser jeg mig selv i spejlet. Og det er jo ikke pænt.
Om nogle måneder får jeg min protese og det skal nok blive godt og alt det. Men det er jo ikke et øje.
På et tidspunkt håber jeg, at jeg kan vende det til noget positivt. At jeg kan tage det med som en del af mig. Jeg ved, at jeg er blevet stærkere siden marts. Eller også har jeg bare overrasket mig selv og vist at jeg kan mere end jeg troede.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til min kæreste. Nu er vi kommet så langt. Nu er vi kommet over på den anden side. Uden at jeg faldt ned i noget sort hul.
Men jeg har så dårlig samvittighed. Fordi jeg føler, at jeg bremser ham i alt det, han går og drømmer om. Det ligger stadig nogle år ude i fremtiden før jeg blive gravid. Det er min skyld, at det er blevet sat på pause. At vi er nødt til at vente. Det er mig, der har det syge gen.
Og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.

Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme videre herfra. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal være mig, uden at have kræft. Uden at være syg.
Jeg er bange for at starte på arbejde igen. Bange for, at jeg ikke kan. Bange for, at jeg ikke kan følge med. At jeg ikke kan leve op til de forventninger, der er til mig. Nok mest forventningerne fra mig selv. At jeg ikke kan komme ind i rytmen igen.
Jeg har været sygemeldt i størstedelen af min ansættelse. Jeg ved ikke, hvornår jeg er klar.

Jeg er en masse ting. Glad, lettet, fuld af håb. Men mest af alt, er jeg bange.
Bange for at få endnu en tur-retur til helvede..

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Helvede tur-retur er publiceret 15/11-2016 16:00 af Thisisme.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.