Jeg har isoleret mig på mit værelse. Min mor virker uoverskuelig med hendes undrende blikke og mange spørgsmål. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, så det her er min løsning.

På trods af mange modsigelser i mit eget hoved om at tage op til min eks, befinder jeg mig alligevel i toget den 28. Jeg kunne ikke være i tvivl om, hvad der skulle ske. De ord han havde forladt mig med, kunne jeg ikke bare lad stå og gøre ingenting ved.
"Jeg savner dig! Ved ikke som hvad, men jeg savner dig". Eftersom jeg befandt mig i samme situation, var mit bedste råd til mig selv, at tage derop.
Han ser mig. Omfavner mig. Et kys i panden. "Hvor er det dejligt at se dig".

Da vi endelig lander i lejligheden, som jeg i 9 måneder, så som mit andet hjem, føles det hjemligt og rart. Igen snakker vi om alt og intet. Igen ved jeg ikke hvordan jeg skal forholde mig til ham. Men igen, nyder jeg at være i hans selskab.
Han tager fat i min arm. Kigger på mig. Kysser mig. Jeg har savnet ham.

Da vi ligger i sengen, trækker han mig ind til sig. Vi elsker. Flere gange.
Bagefter ligger jeg i hans arme og mærker hans hænder på min ryg. I mit hår. Jeg har lyst til at blive der for altid.
Han vågner for sent og stresser for at nå på arbejde til tiden. Han kysser mig farvel og giver mig et knus.

Et par timer senere rejser jeg mig fra sengen. Af vane tager jeg opvasken. Forlader lejligheden med en seddel på bordet. "Tak for igår. Du er sød".

Nytårsaften fejrer jeg i selskab med en flok gode veninder. Jeg ved, han er i samme by hos hans bedste venner. Det samme er medhjælperen. Havde indgået et løfte med mig selv om, at jeg ikke skulle se nogen af dem, men blive i det gode selskab hele natten.
Da min eks skriver og siger jeg er velkommen til at komme og sige godt nytår, svarer jeg i første omgang nej. Jeg prøver at bilde mig selv ind, at jeg kun ville tage derhjem for at sige hej til vennerne. Og ikke fordi det faktisk er ham, jeg gerne vil se. Min beslutsomhed bestemmer sig for, at jeg ikke tager derhen, hvis ikke vi går i byen.

Samtidig har medhjælperen skrevet at han meget gerne vil se mig. "Kommer du ikke herhjem, skat?". Jeg må ikke have drukket nok, eftersom jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere at "skat" pludselig står i hans besked. Tror nok jeg vælger, at ignore det.

Vi har den bedste fest med alverdens dejlige mennesker. Vi beslutter os alligevel for at tage i byen. Jeg får fat på medhjælperen og beslutter mig for, at jeg gerne vil se ham. Da vi rammer byen, siger jeg farvel til mine veninder og forsætter mod ham. Uden held prøver jeg at finde ud af, hvor i byen han er.
Jeg beslutter mig derfor, for at tage hjem til min eks. (At gå tilbage til byen var tilsyneladende ikke nogen mulighed for i dette øjeblik).
Bliver modtaget med store knus af alle. Bortset fra ham, som vælger at kysse mig i stedet. "Hvor er du flot".
I mit naive hoved havde jeg sagt til mig selv, at jeg kun skulle komme og sige hej. Dette hej bliver til mange timer og jeg kan ikke overskue selv at skulle gå tilbage til den anden ende af byen.
Jeg bliver derfor tilbudt en overnatning på sofaen sammen med min eks. Jeg havde ingen forventninger om, at der skulle ske noget, så en skuffelse bliver det heller ikke da vi ligger i ske resten af natten.

Jeg vågner tidligt. Jeg kigger rundt i lokalet og jeg ved ikke, hvilke tanker der går gennem mit hoved. Jeg ved bare, at jeg skal hjem. Væk før der er nogen, der vågner. Jeg kan mærke tårene pible frem og jeg kan ikke overskue dem. Jeg tager mit tøj. Siger farvel til min eks og går.
Når to skridt ud på gaden og opdager jeg har glemt min pung. Døren er selvfølgelig læst, men værtinden er vågnet i det, jeg er gået ud af døren og skynder sig at åbne op for mig.
"Er du okay?".
Nej, jeg er ikke okay. Men kan ikke forklare hvorfor. Jeg har ikke lyst til at fortælle hende noget. Jeg ved den kommer videre. Giver hende et knus og stormer atter ned af trapperne.

Tårene stormer frem hele vejen hjem.

Næsten lydløst ligger jeg mig ved siden af min veninde og sover. Jeg skulle bare være blevet hos dem.
Vi vågner et par timer senere.
"Anne, HVORFOR tog du hjem til ham?!!".
"Jeg ved det ikke. Men jeg har virkelig ikke lyst til at snakke om det".
Min bøn bliver hørt og de lader overraskende nok spørgsmålene ligge.

Da der bliver kaldt op til morgenmad, tager min barndomsveninde fat i mit. Holder fast omkring mig.
Jeg græder. Og jeg ved ikke hvorfor.
"Vi kan godt lide dig".

Vi har købt ind til 1. januar og ligger hele dagen under dynen og ser film. Jeg prøver, ikke at forvente at der kommer en besked, men da den kommer, smiler jeg alligevel.
"Hvor var du smuk i nat. Kom du godt hjem?"
Jeg svarer, men hører ikke fra ham igen.

En god teater-veninde inviterer på aftensmad et par dage senere. Hun virker til at kunne forstå min situation, selvom jeg ikke selv gør. Jeg fortæller, at jeg stadig føler mig som en lort, fordi jeg var sammen med en anden.
Hun kigger på mig. Jeg kan se, der er noget hun vil fortælle. Noget hun synes jeg skal vide, men som jeg egentlig ikke må vide.
"Anne, det er bare ikke okay, at du har det sådan. Han er ikke bedre selv".
Jeg får fortalt at han har set en anden den sidste måneds tid. Jeg ved ikke hvordan jeg skal reagere på det.

Min reaktion kommer ikke rigtig fordi der er en anden, men mere fordi han fik mig til at føle mig, som den største lort, da jeg fortalte om medhjælperen. At han så har gjort det samme,forstår jeg bare ikke. Hans reaktion på mit sidespring og på medhjælperen, hænger ikke sammen med at han skulle gøre det.
Jeg tror aldrig, jeg har følt mig mere brugt, naiv og dum end lige der.
Han inviterede mig op, fordi han savnede mig og ikke vidste, hvad han ville. Samtidig har han set en anden. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.

Jeg tog hjem med en følelse af.. Ingenting..

Det fik mig til at indse, at jeg skulle videre. Nu. Jeg ville have ham ud af mit liv. Jeg ville have de penge, han skyldte mig fra rejsen. Han skulle bare væk.
Hvilket resulterede i én mindre ven på Facebook, 20 mindre billeder på min profil og et nummer mindre i telefonbogen.
Jeg følte ikke, at jeg skyldte ham noget.

Ventede på en reaktion fra hans side.
"Anne, hvad sker der? Er du sur på mig?".
Jeg sad stadig med følelsen af, at jeg intet skyldte ham. Ingen forklaring. Ingenting.

Alligevel sidder jeg et par dage senere og prøver at formulere en besked, hvor jeg ikke lyder alt for sårbar. Men bare sur. Intet svar kommer der.
Men et opkald. Som gjorde, at jeg ikke længere ved, hvad jeg skal tro eller mene. Om jeg har ret til at være sur. Jeg har virkelig lyst til, bare at være sur. Det gør det hele meget nemmere.

Han siger, han ikke har haft noget med nogen samtidig med mig. Hvis jeg troede det, kendte jeg ham ikke godt nok. At han troede vi var afklaret med, hvad vi var for hinanden, så han kunne ikke forstå at værtinden fra nytår, havde fortalt om min reaktion. Der havde været en anden, ja. Men ikke længere. Og ikke mens han havde været sammen med mig.
Jeg ved ikke længere om jeg har ret til at være sur. Og det vil jeg virkelig gerne bare have. Lagde på og sagde at jeg ikke vidste, hvad jeg skullle tro. Orderne fra teater-veninden er kommet fra ham af. Jeg forstår ikke, hvorfor han siger det til hende. Han ved, den ender hos mig. Er det foregået en måneds tid? Eller 14 dage? Ak. Jeg ved ingenting.

Skrev en besked. Min sårbarhed kom måske lidt mere til udtryk her end i den forrige. Jeg har endnu intet hørt. Det er 1½ uge siden.
Han lagde på den aften med ordene "jeg håber virkelig ikke det ødelægger noget mellem os".
Så ville et svar bare være rart.

Men jeg ved ikke, hvad det egentlig er, han gerne vil have, jeg er for ham. En bedste ven? Kæreste? Bolleven? Jeg ved ingenting.
Tror ikke, jeg synes vi skal være kærester. Men de sidste par dage har jeg grædt. Fordi jeg mest af alt føler, at det er forkert, at vi ikke snakker sammen. Jeg tror ikke, jeg er klar til at give helt slip.
Jeg ved, det ikke er sundt i længden, men det føles for tomt.
Uoverskuelig situation..
----

Imorgen er der julefrokost i børnehaven. Jeg er ufrivilligt kommet i festudvalget. Sammen med medhjælperen. Kun os to. Vi har det virkelig hyggeligt sammen. Men kan ikke finde ud af ham. Og tror egentlig heller ikke, han kan finde ud af mig.

Jeg ser mig selv i hans seng for en uges tid siden. Vi har ligget og snakket i alt for mange timer taget i betragtning af, at vi skal starter på arbejde igen efter juleferien, dagen efter. Jeg har ikke kunne læse om han lagde op til et kys. Så jeg lod bare vær. Der en mulighed for, at jeg måske har misforstået hans hentydninger.Bare en anelse.

Hans hænder var ufattelig mange steder på min krop. Uden jeg egentlig vidste om det var en god idé.

Vi tog på arbejde dagen efter og undgik hinandens blikke.

Lige nu går det meget godt mellem os. Vi har ikke været sammen siden. Men jeg har heller ikke været fuld siden.
En situation mellem os imorgen, ved jeg ikke om jeg kan overskue. Jeg ved ikke, om den opstår. Men jeg ved, at vi nok skal følges hjem. Måske hjem til ham. Ak, jeg ved det ikke..

...