9 år siden

Pessimisme

Dagen tiltaget med 32 min...
Hanna Fink (...
6 år siden
12.09.2016
Marianne Mar...
3 år siden
Hundetyven.
Regitze Møbi...
5 år siden
Skulpturer blev færdige
Poul Brasch ...
7 år siden
Mit sidste farvel til mor
Jønsse
3 år siden
Sulten?
Kellany Bram...
6 år siden
Når lykken holder ferie.....
Marlene Gran...
7 år siden
13 dag på fyldepennen. Er...
Gaffa Brandt
6 år siden
Slot, strand sol, skoldni...
Michala Esch...
10 år siden
Kære natbog (XI) – zombie...
Olivia Birch...
4 år siden
Det her er ikke mit land
Olivia Birch...
5 år siden
Lykkedes at ride igennem ...
Regitze Møbi...
5 år siden
Månemand
Camilla Rasm...
11 år siden
Happy Pride Week!
Kianna Kitte...
2 år siden
Hvor er min motivation?
Kasper Lund ...
3 år siden
Jeg er blevet vegetar...
Kianna Kitte...
1 år, 1 måned siden
Hva´nu?
Ida Hansen (...
3 år siden
Verdens smukkeste foto
Ace Burridge...
7 år siden
Jeg tog mig selv i fuldstændig at ignorere Medhjælperen idag. Jeg er ikke sur. Har det bare mærkeligt med situationen. Og det har jeg aldrig haft før.
Jeg spørger ham søndag aften, om vi skal snakke om i fredags eller om vi bare skal lade det ligge.
"Jeg er ked af det. Men det var altså ikke meningen. Så synes bare vi skal den ligge her. Undskyld".
Og det vidste jeg jo godt, det ikke var. Han fik det at lyde som om, at jeg er dybt forelsket i ham. Og det er jeg ikke. Jeg brugte alt min energi i at forklare ham, at han nok i stedet skulle sige undskyld til sin kæreste og at det var helt fint med mig, at vi bare lod den ligge.

Men han forvirrer mig. Han er mere afvisende end han nogensinde har været, når jeg fortæller om gymnastik-fyr. Han vil ikke høre om ham. Høre om, hvorfor han er forbudt. Jeg forstår det ikke.

Det skræmmer mig stadig, at det for os og tilsyneladende også for alle andre, virker helt naturligt at vi tager hjem sammen. Da 3. mand fra i fredags spørger mig, hvornår vi kom op lørdag og jeg ihærdigt prøver at forklare ham, at jeg sov hos min søster, kigger han på mig, smiler, ryster på hovedet og snakker videre som om, han har ikke har hørt, hvad jeg sagde. Mest af alt fordi han godt ved, at det ikke passer.
Og jeg kan ikke længere komme med noget ordentlig forsvar. Fordi jeg ikke har noget.

Medhjælperen ringer til mig. Kun for at høre hvad jeg laver. Og jeg tror ikke rigtig, jeg kan håndtere det. Det går mig på. Jeg tror ikke, jeg tror på ham, når han siger, han ingen følelser har med i det.
Kald mig naiv. Men han skal ikke kysse mig og sige, han har savnet mig for så bagefter at sige, at der ikke ligger nogen følelser gemt et sted. Han skal ikke holde øjenkontakten, når han fortæller mig, hvor meget han vil savne mig, når jeg rejser.
Jeg kan ikke overskue det i mit hoved.

Min veninde kigger på mig idag. "Jeg elsker dig simpelthen for ikke at være blevet pessimistisk omkring kærligheden på det sidste".
Men jeg gider ikke være pessimistisk. Jeg har virkelig lyst til at tro på, at det hele nok skal gå og at jeg finder en, der er sød.

Jeg ved godt, at jeg for det meste selv er udenom de følelsesmæssige knubs, jeg får. Men min dejlige naivitet siger mig, at det kun gør mig stærkere. Nogen gange bliver jeg bare træt af at tro, at alle jeg møder, er den eneste ene. Jeg giver mig alt for let hen til folk. Især folk, der slet ikke er det værd.

Hmm.. Take care..

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Pessimisme er publiceret 11/05-2010 20:04 af Thisisme.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.