3 år siden

18 dage

Kakao og alt for korte be...
Carsten Cede...
5 år siden
Punkeren er tilbage....
Kianna Kitte...
2 år siden
Glædelig blæsevejrs-dag!
Katrine Søre...
6 år siden
Skrible-maskinen kører ig...
Kianna Kitte...
2 år siden
Ophold
Hanna Fink (...
2 år siden
70 år + 3 dage
Peter Munk (...
5 år siden
Beskæring af roser
Hanna Fink (...
6 år siden
Onsdag
Hanna Fink (...
6 år siden
Vandring er en guds gave
Kirstine Asb...
3 år siden
En sludder, hvis du kan l...
Racuelle Hei...
4 år siden
Kære Hr. Rasmussen - Jeg ...
Christian Ba...
5 år siden
God karma...
Kianna Kitte...
2 år siden
Nyt land
Christian Ba...
5 år siden
En hvid rose og strøtanke...
Camilla Rasm...
4 år siden
Clairvoyant Medie
Sylvia Ebbes...
6 år siden
Update - Kasper Lund
Kasper Lund ...
3 år siden
Efterskrift
Hanna Fink (...
3 år siden
At se tilbage
Simone Krist...
5 år siden
Næsten dødbringende kælkn...
Kianna Kitte...
1 år, 8 måneder siden
Overspisning
Miriam Lidbe...
2 år siden
Romanskrivning!!
Pernille S. ...
4 år siden
10.09.2016
Marianne Mar...
3 år siden
I dag skulle det være.
Hannah White...
4 år siden
Titte bøhh
Racuelle Hei...
4 år siden
Min tur til London...
Kianna Kitte...
1 år, 7 måneder siden
sulten
Sunstar31
5 år siden
Linsen
Camilla Rasm...
11 år siden
11 dag på fyldepinden og ...
Gaffa Brandt
6 år siden
Sommerbuket
Hanna Fink (...
6 år siden
Et liv i en retning...
Patrick Bolv...
6 år siden
Da jeg lærte at skrive
Olivia Birch...
5 år siden
Lufthavnen - sjæl i flamm...
Salomon
4 år siden
Jeg har en plan
Halina Abram...
2 år siden
Mit lys brænder
Tine Sønder ...
6 år siden
Udstillingen
Hanna Fink (...
6 år siden
poop
Regitze Møbi...
5 år siden
Happy Pride Week!
Kianna Kitte...
2 år siden
Kære natbog (II)
Olivia Birch...
5 år siden
Normalvis nyder jeg ikke ...
Kasper Lund ...
4 år siden
Jeg har været syg siden marts.
For 2 dage siden afsluttede jeg min sidste kemobehandling. I næsten 6 måneder har min verden primært handlet om sygdom, medicin, sygehus og ukontrollerbar feber. I 6 måneder har de største fremtidsplaner, jeg har lagt, været hvad vi skulle have at spise imorgen. Og selvom jeg har haft det overkommeligt dårligt, så glæder jeg mig virkelig til at få min krop tilbage.
Selvom det bliver en lidt tyndere udgave af slagsen, så glæder jeg mig virkelig til, at den konstante følelse af udmattelse forsvinder. Til at have lyst til mad igen. Til at kunne smage normalt igen. Til at kunne drikke et glas vand uden at få lyst til at kaste op bagefter. Allermest tror jeg faktisk, jeg glæder mig til at få mit hår tilbage. Jeg savner mit hår. Efter at både øjenbryn og øjenvipper forsvandt for et par måneder siden, har jeg forsøgt at kompensere for dette med makeup. Og det er også okay. Det er bare ikke mit eget. Jeg glæder mig til at kunne sætte en elastik i mit hår. At bruge min hårtørrer igen.
Tænk engang at ens hår har så stor betydning.

Men lige nu har jeg brug for at holde fast i de små glæder. Kampen er ikke slut endnu.
For om 18 dage, ændrer det hele sig.

18 dage.

Om 18 dage skal jeg igennem en større operation. Når jeg vågner op, vil jeg ikke længere have noget syn på mit højre øje.
Om 18 dage har jeg kun mit venstre øje tilbage. På mit venstre øje ser jeg lige omkring 30%.
Jeg ved ikke, hvordan min verden og hverdag kommer til at se ud. Jeg bare, at det bliver en lang kamp, som jeg ikke ved, om jeg har nok styrke til at kæmpe.

For 3 uger blev jeg stillet over for et valg. Strålebehandling eller operation. I min verden var det pest eller kolera og jeg synes det var dybt urimeligt, at jeg skulle træffe valget.
Men lægerne vidste det ikke. De vidste ikke, hvad der var det bedste for mig. Fordi de ikke har stået i den her situation før. De har ikke set 'sådan en som mig' før.
Så derfor var valget op til mig.
På det tidspunkt, var de ikke klar over, om strålebehandlingen i sidste ende ville have det samme udfald som operationen. Det eneste de vidste, var der var en større risiko for tilbagefald ved strålebehandlingen. Bare ikke hvor meget større. Det kunne være 5%, men det kunne også være 60%.
Det var en lorte-situation.

Men så viste det sig, at strålebehandlingen også vil ødelægge mit øje og gøre det grimt, så jeg alligevel ville ende ud med en operation i sidste ende.
Valget var herefter ikke så svært. Det var bare rigtig svært at sige ja til.

På grund af tumorens placering, er det nødvendigt at fjerne rigtig meget væv inde bag øjet. Det er derfor ikke muligt, at genskabe en øjenhule og dermed heller ikke muligt for mig at få et glasøje.
Jeg vil i stedet få en anden slags protese, som ligner mit eget øje med alt hvad dertilhører. Jeg mangler stadig de sidste møder omkring protesen, så ved ikke præcist, hvordan det bliver.
Men det jeg har set, ser okay ud. Faktisk rigtig pænt.
Det er bare ikke mit øje.

Det hele er meget uvirkeligt for mig og jeg forstår det stadig ikke helt.
Selvom det er 6 måneder siden jeg fik diagnosen og jeg siden er gået igennem et langt behandlingsforløb, så tror jeg aldrig rigtig det er gået op for mig, hvor alvorligt det er. Jeg har godt vidst, at jeg er syg.
Men nu er det ikke længere for sjov.


Jeg vil bare gerne have mit liv tilbage. Mit helt normale liv, som jeg havde for et halvt år siden. Jeg kan huske, at jeg var så glad. Jeg var så glad for mit liv og alt hvad der var i det. Jeg var der, hvor jeg gerne ville være. Og det er jeg i princippet stadig. Det er bare ikke helt det samme længere.
Min chef har heldigvis været bedre end jeg nogensinde kunne have håbet på. Hun giver sig tid og er forstående. Når jeg er klar til at komme tilbage, vil min stol være klar. Men ikke en dag før. Og det er rart.

Jeg har prøvet at forstille mig, hvordan mit syn bliver. Men jeg kan ikke.
Jeg ved, at det er for dårligt til at jeg må køre bil. Andet ved jeg ikke. Jeg tror, jeg får svært ved at bedømme afstand. Lægerne mener godt, at jeg kan passe mit arbejde. Jeg får formentlig brug for nogle hjælpemidler. Og det har jeg svært ved at acceptere. Jeg vil ikke være hende, der skal tages hensyn til. Jeg vil gerne klare mig selv.
Måske det kommer helt af sig selv. Det med at acceptere.

De siger allesammen, at det vil være godt for mig at snakke med en psykolog. Jeg ved bare ikke, hvad jeg sige. Mest af alt er jeg bange for, hvad der kan blive åbnet op for og hvor det så efterlader mig henne. For jeg ved jo nok godt, at det ville være en god ide. At der er en masse ting, som jeg ikke snakker med nogen om. At jeg græder mere, end der er nogen, der ved.
Jeg er så bange for at miste min optimisme og mit glade sind. For det har jeg og har nok altid haft det.
Jeg er bange for det sorte hul. Hvad nu hvis der bliver trykket på alle de rigtige knapper og jeg kommer til at sidde fast. Jeg kan ikke.

Min kæreste er her stadig. Han ramte muren for 1 måneds tid siden og jeg følte mig som verdens dårligste kæreste. Det eneste jeg kunne tænke på, var at jeg ikke kunne overskue, hvis han også skulle til at have det dårligt. Jeg havde brug for hans overskud.
Men han kunne ikke mere. Han gad ingenting, glædede sig ikke til noget.
Men så havde han heldigvis ferie og var på forlænget weekend med sin bror. Og det var som om, at jeg fik et nyt menneske hjem. Han var så glad og det hele havde bare været så godt.
Han er stadig ikke på toppen, men han har det heldigvis bedre.
Jeg er så bange for at miste ham. At han går, fordi han ikke kan overskue det mere. Fordi alt det her bremser ham i alle hans drømme.
Og det ved jeg godt, at han ikke gør. Han siger, han elsker mig. Han har været der gennem det hele og kigger forvirret på mig, når jeg siger til ham, at jeg godt kan forstå, hvis ikke han kan mere.
Han er god!

Jeg havde en ide om, at jeg skulle nå at opleve alverdens ting inden operationen, men jeg skal til en pokkers masse forundersøgelser, scanninger og samtaler de næste par uger.
Men når først jeg har krafter nok til stå op i mere end 2 minutter ad gangen, så har jeg tænkt mig at leve livet. Se mennesker. Grine og græde - ikke af sorg, men af glæde. Fordi jeg ved, jeg har de allerbedste mennesker omkring mig.

Men 18 dage...

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget 18 dage er publiceret 02/09-2016 15:47 af Thisisme.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.