Det gode ved at skrive dagbog, er at man kan få luft for sine frustrationer. Sådan har jeg det i hvert fald. Dagbogen er den trofaste lytter, man kan sige alt til, og det at formulere mine tanker og dagligdag, så det bliver til ord på computeren er med til at give mig bedre forståelse af tingene. Det gode ved denne her dagbog er så, at den ikke kun lytter… nej, ”den” svarer faktisk igen, med gode råd og tanker ;-) Jeg vil gerne takke jer der har skrevet til mig med gode råd. Det har virkelig været råd jeg har kunne bruge, og som har fået mig til at se det hele på en lidt anden måde.

Alligevel tænker jeg på hende igen og igen. Uanset hvad jeg prøver, så dukker hun konstant op i mine tanker. Jeg savner hende jo, savner hendes duft og hendes smil. Har pakket de få ting hun havde huset ned i en papkasse, som nu står i bryggerset. Der står den så… og bare står, jeg ved godt, at jeg burde sætte den over i garagen eller i stalden. Men det har jeg ikke kunne få mig selv til. Ved jo godt, at det er fordi at et eller andet sted, bærer rundt på et lille håb for, at hun kommer tilbage til mig. Det er nok naivt og vel også dumt af mig, men det vil bare ikke slippe. Det var lettere, hvis jeg bare kunne slukke for det. Men jeg kender mig selv godt nok, til at vide at den evne besidder jeg ikke.

I går skrev jeg et langt brev til hende. I første omgang, var det blot for at få mine tanker ned på papir. Skrev det af en eller anden grund i hånden, måske fordi det gjorde, at jeg ikke bare kunne slette det jeg fik nedfældet, hvis jeg ikke brød mig om formuleringen. Jeg vil gerne kunne sige at det hjalp, men det gjorde det ikke. Synes nærmere, at jeg kom til at savne hende mere. I dag har jeg sendt brevet til hende. Ja, jeg ved det godt, burde have brændt det i stedet for, det er jo bare et temmelig desperat forsøg på at få hende i tale igen… og ja, muligvis også tilbage. Selv om jeg sluttede med at skrive, at hun måtte have det godt fremover… eneste lyspunkt er vidst, at jeg ikke har ringet mere til hende. Det er sgu alligevel for ydmygende og smertefuldt at ringe til en telefon jeg ved ikke bliver taget.

Har også forsøgt at være fysisk aktiv, jeg gik endda så vidt at jeg ryddede et del af laden, og fik hængt en gammel sandsæk op. Men det er altså ikke det samme, når foden er i gips. Det endte da også med at jeg måtte stoppe, da det begyndte at gøre ondt i foden. Så i stedet for satte jeg mig ud i haven, sad der ude i flere timer i regnen, i stor sweater og regntøj. Lassie kravlede i ly under bordet, og lå ellers bare og kiggede på mig. Det virkede helt klart som hun syntes jeg var blevet skør, når vi nu lige så godt kunne ligge på sofaen i tørvejr, hvorfor så være ude i regnen. Alligevel valgte hun at blive derude. På en eller anden måde gav det lidt fred at sidde i regnen. Se regnedråberne ramme bladene og ned i have dammen, hvor fiskene svømmede rundt, og ind i mellem tjekke om regndråberne kunne spises. Kom til at fælde en tåre, eller måske flere, som bare blev en del af regnen. Det var først da regnen stoppede at vi gik ind igen. Hvilket passede Lassie fint.

Jeg har lige haft besøg har jeg besøg af min nabo. Tja, det er vel nabo selv om de bor godt en kilometer herfra. I hvert fald dem der bor tættest på. Jeg hilste på ham i den lokale brugs for nogen tid siden, hvor jeg fik at vide at jeg endelig skulle kigge forbi. Men det har jeg så ikke lige fået gjort, så ville han lige se om jeg havde fået styr på det. En rar mand, en håndfuld år ældre end mig vil jeg tro, som driver et større landbrug sammen med sin kone. Lassie var vild med ham med det samme, men han satte sig også på hug og kløede hende bag ørene… og så havde han hundekiks i lommen.



Marius havde forpagtet jorden ud til dem igennem mange år, men da aftalen udløber ved årets udgang, så han ville høre om jeg var interesseret i at forsætte aftalen. De har forpagtet knap 5 hektar, som de bruger til græs til en del af deres køer, eller kvier eller tyrekavle, hvad den slags nu hedder. En del af den jord de har forpagtet er eng, der ligger helt ned til en lille å. Et rigtig idyllisk område, men i denne våde tid er det meste oversvømmet, så man skal nærmest have vaders på, hvis man skal færdes der.

Jeg nævnte for ham , at jeg gerne ville have en pony eller to på en del af jorden næste år, så det måske blev en del af det han kunne forpagte igen. Det tog han nu helt roligt, han havde i øvrigt en svoger, der havde et par ponyer til salg. Deres børn skulle begynde på gymnasiet, så de havde ikke rigtig tid til dem. Så i weekenden skal jeg ud og så på ponyer. Det kunne være sjovt, at overraske ungerne med et par bløde muler i stalden, når de vender tilbage. Men det er måske ikke så intelligent, at begynde at bygge hestebokse netop nu. Men min nabo tilbød at komme og hjælpe mig. Og da en del af tyrekalvene alligevel skulle slagtes i den kommende tid, så kunne jeg godt hegne en del af jorden fra til ponyerne allerede nu, så de kunne komme på græs. Sikke en nabo hjælp, noget helt andet end ”storbyen”.

I øvrigt får jeg en halv tyrekalv til fryseren om fjorten dage. Det plejede Marius at få, så det skulle jeg da også have, som en del af forpagtningsaftalen. Hvor er det dejligt at være kommet på landet at bo. Men ville nu gerne have delt det med Tina… have hygget på terrassen med at grille et par store bøffer og en god rødvin… det er ikke helt det samme alene, selv om Lassie sikkert gerne vil dele bøfferne med mig.