Jeg kan ikke finde ud af det. Eller, der er en masse ting jeg kan finde ud af, men lige det her... Der MÅ være et eller andet der ikke stemmer.

Jeg har nu været sammen med min dejlige kæreste i 6 måneder. Jeg skriver med vilje dejlig, for det er han i alle mulige henseender. Super sexet og lækker. Sød og betænksom. Hjælpsom og huslig :o). På en måde også stille og rolig, traditionel. Det sidste er godt og skidt. Jeg vil gerne have en helt almindelig mand, der gerne vil have hus og børn og bil og realkreditlån. Og det vil han virkelig gerne. Men jeg savner engang imellem at han også havde en crazy side - det har han også, hjemme foran sofaen laver vi ofte sjov og ballade. Men ikke sådan for alvor pudekamp. Og der er et eller andet med nærhed, intimitet. Jeg kan simpelthen ikke rigtig mærke ham. Det gør mig ked af det, for jeg tror ham, når han siger at han er vild med mig og rigtig gerne vil mig. Jeg kan sgu bare ikke mærke det. Jeg har tænkt over, om det er mine egne følelser, som ikke er helt med. Som om at jeg efterspørger noget hos ham for at kunne mærke det hos mig selv. Måske er mine følelser ikke helt med, men i stedet for at tage mig af det forsøger jeg at få HAM til at vise mere. I forventning om at så vil jeg også kunne mærke suset.

Det er smadder forvirrende… Jeg svinger mellem ”ej, det her går ikke” og ”uh, hvor er han dejlig, jeg ELSKER ham”. Det sidste siger vi for resten ikke til hinanden, og jeg går rundt og tænker ”hm, kan man elske nogen efter 6 måneder, nej, der skal nok gå længere tid”. Jeg ved, at han ikke vil bruge sådanne ord lemfældigt… men jeg vil ikke flytte sammen med en mand, der ikke kan sige, at han elsker mig. Og det kan jeg jo ikke sætte op som ”krav”, vel. Det ville jo lyde tosset at sige ”Jamen, jeg vil først flytte sammen med dig, når du kan sige til mig at du elsker mig”. Hvad med mig selv? Hvorfor siger jeg det ikke bare? Jeg er i bund og grund bange for at lade forholdet føre videre når jeg er så meget i tvivl – når jeg åbenbart har så svært ved at mærke, at han er vild med mig. Jeg har prøvet at forklare, hvornår jeg har følt nærhed - noget med at lægge hovederne tæt ind til hinanden et øjeblik eller kysse dybt og lidenskabeligt uden nødvendigvis at skulle have sex - og det er sket en til to gange. Han kan ikke sådan rigtig kigge mig i øjnene og fortælle mig at jeg er speciel. I hverdagen sker det ikke… Og det er sgu da for tidligt, eller forkert eller for dårligt. Han har det i det hele taget svært med at huske at sætte ord på. Han er god til at nusse – rigtig god til at kramme og vil gerne.… Ja, så mange tanker gør jeg mig. Jeg er ret sikker på at jeg først FØLER det og dernæst intellektualiserer eller rationaliserer det. Ment på den måde, at jeg mener at jeg mærker efter – og det føles ikke helt rigtigt.

Hvorfor jeg så ikke bare skynder mig videre? Jamen, jeg har for mange gode følelser for ham til at jeg kan forestille mig, at det skulle være helt forkert med ham og mig.

Who am I kidding? Jeg tørster efter at udøve min store passion på den seksuelle front, og her kan han slet ikke være med. Han siger han gerne vil prøve at give mig det jeg kan lide, men han tager ingen initiativer til det… argh, jeg bliver mere og mere forvirret… Og det er ærligt talt ikke sjovt.