Der var firmaskovtur, man skulle være aktiv, bruge kroppen ved at sejle i kano. Som total neophyt, var det grænseoverskridende - sådan en lillebittte smule.
I bussen ud til åen blev det lidt mere grænsoverskridende, da sportsfolk, erfarne udi kunsten at padle op af åen, underholdt om deres fisketure i i de danske ferske vande.
Man skulle have lidt drikkevarer med til de tre timer på søen og vi forsynede os beskedent. Jeg sad som dronningen af Saba i midten af fartøjet og havde to galejslaver til det hårde arbejde
Efter 3 minutter sejllads, sådan cirka, var de stakkels slaver helt udtørrede og måtte lægge til i en bugt, for at får deres væskebalance genoprettet. Resten af selskabet sluttede sig til, bugten var fyldt med både og vi genoprettede alle.
Lidt senere nåede vi endnu en bugt, der hvor åen løb i søen og der skulle atter genoprettes - det var også en lun septemberdag.
Til en trestemmig potpourri af sange fra Blue Hawai sejlede vi skuden ned af Havajekanalen, der snoede sig uvejsomt gennem mosen. Så var det tid til at risle, mødes med venner og kollegaer, rehabilitere og efter kun en time var vi allerede løbet tør for lunken proviant.
Nogle ækle lakridsshot, som en anden båd tilbød, forslog overhovedet ikke, vi blev bare mere tørstige.
Slaverne kendte en kollegium i nærheden og der var vist en købmand, som måske havde åbent. En velvillig studerende på det nærmeste køkken tilbød at sælge iskolde forsyninger til en særdeles favorabel pris.
Således opløftet var det på tide, at jeg overtog en pagaj og det gik jo bare deruda - rundt på en anden sø, tilbage op af åen, lidt mere restitution med venner og kollegaer i en stille solkinsbugt.
Da vi efter 3 timer kom i havn, stod fremmede parate til at overtage vores fartøjer. Six-packs stod stablet op på kajen, de skulle ikke løbe tør undervejs.
Heraf kan vi slutte at meningen med kanosejlads er ikke at få pulsen om i mindst 30 minutter, men at drikke en masse øl, kort og godt!