Der er det som man tror om sig selv og så er det som andre tror.

Selvtillid bunder i det man KAN og selvværd er kort sagt det man er. (så hut jeg hvisker)

De bliver tit forvekslet med hinanden.
Det er ikke deres mening. De er der bare.

Men det ER sgu også svært at skelne.
Fordi meget af det jeg KAN definerer det jeg ER.
Men hvor selvværd er noget langvarigt vil jeg mene at selvtillid er kortvarigt.
Måske bygger selvtilliden også på selvværdet, jeg ved det ikke.

Men jeg tror, at de er tvillinger. Ikke ligefrem enægede, mere tveægede..eller måske enenhalvægede?!

Fordi de blev begge to født af den samme. (jeg tror det var et kejsersnit!)
Den samme som både kan drive folk til selvmord og få andre folk til at føle , at livet er den mest geniale opfindelse siden smørbart smør fra Kærgården.

Anerkendelse, hedder bitchen.
Vi ved endnu ikke hvem faderen er, men jeg lugter lidt indblandning fra el Diablo.

Og da debegge to stadig var sammen, sad de tålmodigt og ventede udenfor skeden ved fødslen og skyndte sig at tilføre to små æg lige idet vi alle stak hovedet ud, opdagede at dette sted her egentlig var noget lort...og begyndte at skrige i bar forargelse.

Jeg ved ikke hvor de plantede disse to æg, men de har gjort et godt arbejde.
Der var ingen der opdagede dem før det var for sent.
Det var først omkring teenageårene at man virkelig fandt ud af hvad det var for noget man døjede med.

Der var godt nok nogle som ikke fik de æg placeret på sig ved fødslen.
Enten må de have været faldet af, eller også var omgivelserne ikke gunstige nok til at de kunne trives. Jeg ved det ikke!!
JEG var IKKE een dem!!!

Så i een eller anden form for abnormal ødipus tilstand (jo..det kan OGSÅ ske for kvinder), så leder vi alle efter vores forældre. Nogle efter vores mor og andre efter vores far. Og det er for sent at gøre noget ved det.
Det sidder i cellerne og alle der påstår andet, lyver!!!

Det er pinligt at sige højt, end tænke det.
" Jeg elsker anerkendelsen".
Det MÅ man ikke. Det er ikke det man gør. Man sluger disse tanker, måske er det derfor vi har mandler?, og prøåver at sætte et fjæs op der oser af ligegyldighed og selvtillid.

Det er , åbenbart..jeg er ikke nået så langt endnu,.. når vi bliver ældre og tilsyneladende klogere...men jeg glæder mig, at vi ikke har brug for disse to længere og prøver at afstøde dem...fordi du fortjener det....selvom det er pissesvært.
De er jo næsten blevet en del af dig og hvem gider egentlig frivilligt at kappe en hånd af?

Men hvad ER anerkendelse egentlig for en støbning?
Har den rødder i usikkerheden? At vi egentlig ikke tror særligt meget på os selv? Og hvordan skulle vi egentlig kunne det? Vi er jo ikke supermennesker. Vi er her på kloden fordi TILFÆLDIGHEDEN havde en god dag den dag vi blev født.
Anerkendelse er ikke mere end vi gør den til (siger jeg og svælger i den sølle ros jeg får og dermed har store planer om at kunne flyve!!!)

Jeg ved godt hvem der er sølle.
Sad jeg foran jer, ville jeg sige : I ser på hende!!!"
Selvbedrag og fornægtelse var de bivirkninger der kom som små parasitter sammen med æggene.

Men det er en helt anden historie.