Jeg overlever..det gør jeg faktisk. Hvem skulle have troet det? Jeg har det med, at én bestemt sætning kører rundt i mit hoved hele tiden. I flere måneder var det: "Jeg skal nok få dig overbevist om, at jeg er værd at satse på og elske", selvom han jo rent faktisk var et svin. Mens jeg blev overført til rigshospitalet i koma efter selvmordsforsøg, ringede han til min bror og ville have ham med på druk. Lægen gav mig 5 % chance for at overleve og foreslog, at han tog børnene med over for at se mig. Han tog på druk i tre dage i stedet. Da jeg kom hjem var han iskold og foragtede mig. Jeg gjorde alt i verden for at bevise min kærlighed til ham...indtil det sluttede.
Nå, men den sætning, der SÅ kørte i mit hoved siden jeg flyttede hjem til mig selv søndag var : "Hvor kunne du? Hvor kunne du? savner dig..."


Men NU er det " Idiot...nar....idiot" Igen og igen....
I går skrev han hvor meget han savner mig. Og knus. Jeg svarede, at han kunne fortælle det til en anden..jeg var ikke interesseret. Ej heller i hans knus. Han skrev at det var svært. Nå..Jeg svarede at det må han selv arbejde med. Jeg vil have ro tilat slippe ham helt og komme videre. resten svarede jeg ikke på.

Jeg er så vred på ham. Han har ikke påskønnet min kærlighed og vores lille familie.
Der kom lidt af et gennembrud, da "Skønno" herfra skrev: "Pyt med at det gør ondt. Pyt med at det er hårdt og at du ikke føler dig stært. Bare du GØR det" Det har jeg tænkt meget over. Og alle I andres ord hjælper, hjælper, hjælper...
Jeg bløder jo stadig. Små minder tvinger mig i knæ, men jeg er samtidig harm over, at han kunne være så kold. Tænker, at jeg har gået i en forestillingsverden om at alt var i orden. Det var jo en illusion...
Græder stadig..og fnyser af vrede...men skriver ikke til ham om det mere. Bruger vennekredsen. Har en aftale med min dejlige kusine om at jeg sender alle sms'erne til hende i stedet...

"Idiot...nar...idiot....du fortjener os slet ikke...idiot" Fnyyyyys