Nogle gange mærker jeg et lille mod. Men for det meste er jeg ked af det, og enkelte gange vred. Og DET er nyt for mig. Jeg bliver pr definition ikke vred. Før nu.
I morges drak vi kaffe af de to ens kopper med hjerter på. Det er sgu da også ren tortur. Ligesom at pakke de ting, der har flest minder. Som lysestagerne jeg plejer at tænde hver aften eller billederne på væggene. Alt er så bart og tomt. Huset er efterhånden en skal uden indhold, selvom jeg ikke tager nogle møbler med.
I nat hulkede jeg mig igennem. Synes bare, at denne smerte varer for evigt. Jeg føler, jeg drukner. Har en fornemmelse af at blive revet over i to dele. Den ene glæder sig til starte mit nye liv op, men den anden, som er størst, er skrækslagen, fortryder og er ved at blive kvalt.
Hvad er det dog, jeg gør? Går min vej efter 20 år, hvor vi har bygget alt op sammen. Kan slet, slet ikke bære tanken. Jeg er fortabt.