Som en anden isprinsesse skøjtede jeg ind til byen i dag, på grå stykker af spejlglat asfalt, løb spidsrod mellem pytter af brunt smeltevand. Jeg var i et mærkeligt forrygende snefygende humør. Glad og let til fods. Ideer og inspiration tindrede som iskrystaller i mine frostklare øjne. Elskede de genkendelige tage med ting bøjet i neon. De oplyser min egen lille snowball, hjemligt og bekendt, en afgrænset kuppel. Det danske vejr er Gajol-vejr og det spiste af mine frustrationer frostbid for frostbid. En dag med gode gajoler og det lange ben foran.
Jeg hjalp en ven med at skrive en ansøgning til et job. Han hjalp mig hjem med min store dejlige snehvide mac-skærm. Jeg har fyldt programmet for næste uge godt op med kaffeaftaler, investeringskoffein ikke hyggekoffein, forstås. Der skal sendes følere ud i alle retninger. Nogen må da have noget. Nogen må da vide noget. Nogen MÅ da for faen snart ku bruge mig. Jeg føler mig lidt som én der er sendt ud for at grave huller i frosthærdet jord. Man står bare der og af al kraft hamrer man en spade mod jorden, men jorden er som metal, og der kommer ikke engang det mindste aftryk, men langsom splintres spaden.
Og så da jeg kom hjem fordampede glæden i takt med at spritten fordampede fra speltrisottoen. Jeg hældte mere vin på, men lige meget hjalp det, glæden fordampede og jeg spiste risottoen med ekstra parmesan og ensomhed. Og når hudposen har været helt frossen, så brænder og sprækker den overalt når den tør op. For fanden hvor er det ubehageligt, gid man bare kunne forblive frossen. Ligge sig i fryseren og vente på bedre tider. Hold kæft hvor jeg ævler, spritten kan ikke være fordampet helt fra risottoen.

Søster sendte mig et nyt citat fra anatomibogen: "Læberne er de to bevægelige folder, der omgiver indgangen til mundhulen"... poesi, medicin eller arkitektur, det kan vist komme ud på ét.