Efter at have tullet rundt alene hele dagen er jeg nu endelig kommet ud af min lejlighed og sidder nu på nyt ynglingssted; Otto Krabbes Plads, som måske nok er en af de fineste pladser jeg længe har set. Den gode byrumsarkitekt Jan Gehl må have haft en tåre i øjet over de tanker der er lagt ned i denne plads. Æstetikken kan diskuteres, men funktionen oh!, og proportionen ah! – den er skaleret og tænkt til at facilitere det gode udeliv og mennesket i alle dets afskygninger.

Og efter at have været alene-alene hele dagen og endelig at have besluttet at tage udenfor og være produktiv i det behagelige letoverskyede lune sommervejr, så begynder telefonen at kime. Luna sidder og drikker milkshakes på Granola og Bob the Baron er til Stop Op narkoman-musik-festival-for-alle. Det ligger i hver sin retning fra Otto Krabbes Plads, så indtil videre sidder jeg bare her og skriver.

Otto Krabbes Plads er et lille grønt kvadrat som er omkranset og gennemskåret af lave halvmure i brune sten, som på indersiden er faset ud i murede bænke beklædt med planker. Murede plateauer, ligeledes beklædt med planker er placeret rundt omkring i parken – helt perfekt til at sidde og ligge på, og man kan uanset vindretning altid finde et sted med de ideelle vejrmæssige forhold. Der plejer at være mange flere mennesker, men karnevallet har sikkert opsuget sin del af købehavnerne, der i dagens anledning har iført sig deres fiiiiineste appelsinhud og cellulite. Blævrende ned af strøget med strategisk placerede palietter kunne de være reklame for Danmarks største eksportvare; bacon.

Her i parken har vi et par sammenslutninger af mødregruppegardister, som sender ondskabsfulde øjne i retning af min macificerede arbejdsbobbel. De forsøger at føre samtaler med veninder, mens de manisk dikker deres afkom. Derudover er hundeejere og et par flaskesamlere fast del af klientellet. En lille langhåret gravhund vimser rundt med den røde fane højt løftet mens den forsøger at få alle indtryk i både luft, lyd og græs opsuget. Den møder sine venner en hvid terrier og en lille tyk bulldog. De hilser. Snude til snude og derefter cirkulerer de snude i røv. Bedstefar, den enarmede tyveknægt, kommer susende full-speed i hans lille elektrificerede køretøj med kun en arm på rettet, han får bakket i position (elektromobilen siger som en lastbil, når den bakker) og hiver en staniolindpakket madbørge frem. Plasticarmen hænger sløjt ned mens den friske arm kører leverdrenge ind i et imponerede tempo. Et pigebarn, med usædvanlige høje tindinger kravler op på bænken ved siden af mig. Hendes ble ser ud til at besidde en mistænkelig tyngde, måske har den opsuget hele Uggerslevs mose. Bob skriver at jeg skal skrive, når jeg ankommer til festivalen. Hvad han ikke ved er, at jeg slet ikke er tilnærmelsesvis på vej. Jeg skylder ham at være sådan lidt fashionabelt forsinket. Luna skriver at hun måske ikke kommer til aftenens fødselsdag fordi The Man Eater måske kommer. "Hvis det var en toværelset, så måske, men jeg kan ikke holde ud at møde The Man Eater på små 30 m2". De lavede i sin tid afgangsprojekt sammen, blev efterfølgende uvenner og har ikke talt sammen i 6 år. Selvom jeg aldrig personligt har haft et udestående med The Man Eater, så vil jeg godt medgive Luna, at hun er et helt outstanding intrigant væsen.

Det går op for mig at jeg er misundelig på to slags folk. Dem der har en stor altan og dem som har en gravhund, eller bare en hund. Bedstefar ræser ud af parken, elektrokøretøjet må være modificeret, 'tunet' som vi kalder det på fastlandet. Det ser ret nonchelant ud med den der én-arms styring. Længst over i modsatte hjørne har vi en ung fyr, tydeligvis plaget af voldsomme tics. Hans krop vrider sig rundt i en ufrivillig og repeterende koreografi, som kun af og til tillader ham at føre den grønne flaske til munden.

Jeg skal til endnu en jobsamtale. På næste mandag. Det kom ret uventet, da jeg det er en ansøgning jeg sendte helt tilbage i starten af april og som jeg fik afslag på i sidste uge. Men i torsdags ringede en rekrutteringsfilejs til mig, at han havde set min ansøgning, men havde syntes at den passede bedre på en anden stilling. Det er principielt samme stillingsbeskrivelse, men med et andet fokus. Og den mulighed kunne jeg da kun tilslutte mig. Men da det er flere måneder siden jeg søgte stillingen og jeg sidenhen fik afslag har jeg slette den oprindelige jobannonce. Heldigvis er google min ven og efter lidt stædige forsøg er det lykkedes mig at frembringe den. Stillingen lyder faktisk virkelig spændende. Nu har jeg en travl uge foran mig, for jeg har et par opgaver, der er deadline på + forberedelse til jobsamtale + en voldsom masse fest. Distortion dunker derudaf allerede fra onsdag og torsdag er jeg inviteret til en stor warmup gårdfest. Fredag er det Vesterbronx (oh, bliss at jeg bor der og nu kan løbe hjem og tisse og ikke stå i en lang kø til et klammo kemisk toilet eller squatte bag en bil).

Rød gravhund bider kærligt i minibulldog. Sommeren er nu smuk.