Jeg har jo vist det længe men den slags trækker ud. Man venter og venter og håber det går over. At jeg vågner en morgen og så er alt godt. Men nej. Tørheden i svælget sidder som en sten i skoen. Den flytter lidt rundt og kan mærkes mere eller mindre. Men den er der. Sammen med følelsen af tørhed i svælget vokser følelsen af kold frygt. Den næres af søgninger på nettet. Sygdomme jeg end ikke viste eksisterer fylder nu min hjerne. Prognoser og behandlingsmuligheder granskes og ja jeg må vel træffe et valg.
Hvordan skal jeg præsentere mine symptomer for lægen. En ung dymamisk mand med 10 min. til hver patient. Og det er bandlyst at tage mere end et symptom op. Er der flere der presser sig på så er det en ny tid. Jeg vrider mig og har også denne gang afventet en bedring og håbet at undgå den uundgåelige konfrontation med lægen og med min frygt.

Pludselig opdager jeg at der er andre i venteværelset. Vi sidder sammen som fanger på en dødsgang. Ved siden af hinanden og dog så langt væk. Fanget af vores egne tankespind. Vi stirrer i gamle lasede ugeblade som vi bladrer i mens vi lader som om vi læser.
Der er stille og kun lægens og sekretærens stemmer når os af og til gennem den lukkede dør. Klumpen i halsen vokser og angsten galopperer gennem kroppen. Bare jeg klarer det. At forklare på almindeligt forståeligt dansk at jeg er ved at dø af skræk over min mystiske hals. At få hjælp til at komme videre, komme igennem hvad der end venter. Blive benådet endnu en gang.

Jeg trækker vejret dybt 3 gange. Prøver at tvinge kroppen ud af sit angstcoma. Du klarer det selvfølgelig. Ikke tænke mere nu. Trækker vejret dybt igen mindst 3 gange. Eller var det 4. Rolig, rolig. Før mig skal den gamle mand ind tror jeg. Det svimler for mig.

Døren går op og lægen siger mit navn. Jeg farer op, prøver at være hurtig, tænker på de 10 min. mens jeg samler min taske, briller og det lasede ugeblad op. Lægen er allerede på vej ind og jeg går hurtigt efter ham. Rank og modig......med oprejst pande vil jeg modtage min dødsdom også denne gang.