Så er jeg her igen.
Jeg hænger min jakke på knagerækken og sætter mig på en ledig stol. En lyshåret kvinde på omkring 30 år, kigger op fra sit dameblad og smiler høfligt, før hun vender tilbage til bladet.
En ældre mand på stolen ved siden af nikker til mig og vender tilbage til sin intense stirren ud i luften.
En lille dreng sidder på gulvet og leger med biler og småsnakker af og til med sin mor. Han er vist den eneste i venteværelset, der har andet i hovedet end sit forestående lægebesøg. Og dog er hans tale til sin mor lav. Næsten hviskende. Rummet og stemningen hos de andre patienter, giver ham vist en følelse af, at man skal være stille her.
Jeg er glad for de andre patienters tilstedeværelse. De giver mig noget at kigge på, og holder mine tanker beskæftiget.
Og nu kom jeg alligevel til at nærme mig emnet. Grunden til mit besøg.
"Ej, tag dig nu sammen!" siger en streng stemme i mit hovede.
Jeg ved godt det bare er en blodprøve. Det er ikke farligt, gør næsten ikke ondt, og det er overstået på få minutter.
Og alligevel...
Bare ordet får mig til at se hvide pletter.
Jeg kigger på den lille dreng igen. Bilen er ved at køre op ad morens ben. Jeg smiler for mig selv. De hvide pletter bliver utydelige. Puha, dér blev jeg distraheret...
Og dér kom jeg tilbage på sporet!
Blodprøve... Blodprøve! BLODPRØVE!!
De hvide pletter bliver meget tydelige igen. Jeg hører nogle rungende skridt ned ad gangen.
"Marianne Sørensen" lyder min læges stemme langt borte. Hul og rungende. Jeg rejser mig. De hvide pletter overskygger alt. Hver lille lyd runger som torden i mit hovede. Jeg bliver iskold i hovedet, og mærker sveden på min overlæbe og på panden.
Og så forsvinder jeg...