Lægens venteværelse

Opgavebeskrivelse

Beskriv en situation i lægens venteværelse, hvor der er andre end dig der venter på at blive ekspederet. Typen af læge er helt underordnet, men brug gerne fantasien. Læg særlig vægt på spændingen, nervøsiteten eller frygten for det der skal komme ved et besøg hos lægen. Beskriv de tilstedeværende personer. Skriv teksten i jeg-form.

Jeg kiggede på henvisningen igen og igen. Den var efterhånden så krøllet at det var svært at tyde de små sorte bogstaver, der til sammen dannede de sætninger, der var skyld i at jeg sad her. Jeg kiggede på sætningerne igen og igen, ikke at jeg læste dem, jeg kunne dem udenad forfra og bagfra, men en eller anden undskyldning skulle jeg have, for ikke at snakke med den irriterende gamle dame, som sad ved siden af mig. Hun havde brugt de første tredive minutter på at forklare mig hvorfor hun var her, og derefter tyve minutter på at spørge ind til den ekstremt krøllede seddel jeg havde i min højre hånd. Nu var jeg stoppet med at høre efter hvad hun sagde, selvom ordene strømmede ud fra hendes mund. Jeg blev i tvivl om hun nogensinde ville stoppe. Faktisk hørte jeg slet ikke noget af det nogen sagde i venteværelset. Den velkendte summen, der plejede at være, blev stille og roligt til en ubehagelig tavshed i mine øre, som om en pludselig prop blev stukket ind i begge øre, uden det mindste besvær.
Jeg kunne ikke få mine øjne fra ordet: KRÆFT, på min henvisning. Uhyrligt, hvordan kunne nogen tro at jeg havde kræft. Alligevel rystede jeg ved tanken om bare at skulle tjekkes for det. Risikoen måtte jo være der, eftersom at jeg var blevet sendt til undersøgelse, men jeg kunne bare ikke forstå det. Trods al småsnakken, kunne jeg mærke at stemningen var ekstremt trykket. Det var jo ikke lige frem en influenza de ventede på at blive tjekket for. De ventede på det ene lille sekund der kunne ændre resten af ens liv.
Pludselig sprang mit hjerte tre slag over, da jeg hørte ordene: Amanda Tresure, vil du være så venlig at følge med her.
Jeg var som lammet da jeg prøvede at rejse mig. Jeg kunne mærke det medlidenhedsfyldte blikke falde på mig, fra alle tænkelige sider af rummet. Efter det der føltes som uendeligheder, fik jeg rejst mig op og satte den ene fod foran den anden. Jeg havde egentlig mest løst til bare at vende om og løbe min vej, men mine ben var fast besluttet på at føre mig ind til lægens værelse. Mine øjne mødte lægens, jeg fortsatte lige ud, da jeg hørte døren lukke. Venteværelset var nu væk, og der var ingen vej tilbage. Jeg var fanget.

Skriv kommentar

Besvarelsen Henvisning er publiceret 18/07-2009 16:21 af Pernille Wilhjelm under skriveøvelsen Lægens venteværelse.
Version 1 - 18/07-2009 16:21
Besvarelsen er på 397 ord og lix-tallet er 31.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

10 år siden
#1 Astrid Skammelsen (Astrid 23)
Jeg kunne med det samme føle hvordan Amanda må have det. Rigtig flot!
10 år siden