De tynde hvide gardiner var trukket for vinduet. Et svedigt ansigt omkranset af et stort rødt hår kikkede op over dynen. Stativer med drop fyldt gennemsigtige væsker flød ind i hendes årer og i den ene hånd holdt hun et lille apparat som hun kunne styre morfinen med.

Sønnen stod ved siden af sengen og kiggede ned på sin mor. I hånden havde han en vase med efterårsblomster, den satte han på det lille bord ved hovedgærdet. "Har du ondt nogen steder" Moderen snøvlede "Nej, jeg skal bare trykke på knappen her" Hun fremviste den lille morfinmaskine.

Hun havde fået at vide at kræften havde spredt sig til rygraden og at det var derfor hun haft så mange smerter. Dagen efter havde hun fået sat stålhængsler ind i alle brystryghvirvlerne. Næsten alle havde glemt at hun havde haft brystkræft for elleve år siden, mest hende selv, så chokket var stort for familien. Hendes søn famlede ved puden og prøvede at rette på den. Moderen smilede og tog hans hånd. "Nu får vi at se hvor slemt det er".

Det blev en hård tid. Smerterne i ryggen var enorme, men hun ville gå et stykke på gangene hver dag. En dag gik hun fyrre skridt længere end dagen før, men da segnede hun og blev grebet af en sygeplejer.

Moderen var glad, hun havde haft en samtale med ortopædkirurgen. Han havde fortalt at den rygoperation hun havde fået, først var blevet mulig for seks måneder siden og hun havde følt sig heldig. Smerterne var aftagende og hun havde anet muligheden for at kunne gå igen og bruge sin sidste tid på at hygge sig med sin familie og måske nå en lille rejse. Hun havde fået et nyt liv foræret for anden gang. Måske fik hun elleve år igen, hvis hun passede og plejede sin krop og sjæl. Op i røven med statistikkerne.

Hun sad og nynnede i sin hvide seng. I dag kom familien og hentede hende. Hendes bror var kommet helt ovre fra Jylland for at passe hende i en uge, hun glædede sig til at se ham. Ind af døren trådte først hendes dejlige blide datter efterfulgt af mændene i hendes liv. Hun havde en glædelig nyhed til dem.

"Har I hørt det allesammen, jeg har bare været så heldig" hun lagde hovedet på skrå "Jeg var for sen på den" Tre undrende blikke. "Forklaring følger derhjemme".