Barnet eksisterede ikke i hendes verden. Var kun en ond drøm. En byrde hun kunne slippe af med.
Hun frøs i den tynde lasede kjole. Vinden rev og sled i den. Hun havde mistet træskoene for længe siden. Sten og lyng rev hendes fødder til blods, men hun ænsede det ikke. Mærkede kun smerten i maven. Den kom og gik. Fik hendes ansigt til at fordreje sig i smerte.
En gang vendte hun sig, kastede et blik i retningen hun var kommet fra. Hede så langt øjet rakte. Bag bakken lå de få fattige husmands og daglejer huse. Der boede hendes forældre. Men hun var kommet fra en af de større gårde, hvor hun var tjenestepige.
Hun gik videre. Vidste det var for tidligt at give op. Hun kunne gå længere. Bare lidt. Tårer rendte ned af hendes kinder og lavede striber. Hun græd. Kunne ikke holde smerten ud. Kunne ikke holde noget ud mere.
Hun snublede og faldt så lang hun var. Orkede ikke at rejse sig. Smerten var blevet værre. Sveden haglede ned af hende, og gennemvædede hendes klæder. Hun skreg. Kun vinden hørte hende. Himlen var kulsort og den første dråbe ramte hendes pande. Lidt efter åbnede himlen sine sluser. Regndråber blandede sig med sved og tårer.
Smerten forneden blev mere intens. Hun mærkede ikke den hårde jord eller regn.
Hun hørte barnets spæde gråd. Hun holdt sig for ørene. Ville ikke høre det. Hun kæmpede for at komme op og sidde. Prøvede at lade være med at se, men det var svært. En pige. En lille lyserød rynket pige. Hun hulkede. Naglestrengen var svær at få over, men hun bed til. Bed og græd.
Så rejste hun sig. Gråden blev højere. Det var som om pigen forstod, hvor uretfærdig verden var. Regnen ramte hende hårdt. Kvalte af og til hendes gråd. Kvinden bakkede baglæns. Snubbede og faldt. Genvandt fodfæstet og fortsatte. Løb til hun kun kunne høre regnen og vindens tuden. Barnet eksisterede ikke i hendes verden.