Hun bed. Hvad kunne der være gået galt? Hvordan var vi havnet her?
For bare 14 dage siden havde alt været i orden. Hun hilste muntert på mig, da hun kom til vores møde. Hun fortalte, at hendes syn vist havde ændret sig lidt, og vi talte om de effekter, hun kunne forvente. Hun så endda glad ud mens jeg forberedte indsprøjtningen -- hun var svær at skræmme. Og det havde jeg altid kunnet lide ved hende.
For en uge siden havde der heller ikke været noget i vejen. Eller havde der? Hun virkede lidt urolig. Dengang tænkte jeg, at det primært var fordi ændringerne nu begyndte at ske hurtigt. Synet havde ganske bestemt ændret sig, der var vist også noget med hørelsen, og hun småbrokkede sig over, at jeg havde brugt for meget parfume den dag. Jeg havde kun brugt min normale sæbe uden duft. Det burde hun kunne have husket, at jeg altid gjorde. Men som sagt var hun urolig, og lidt uopmærksom. Hun reagerede ikke engang da jeg satte sprøjten i.
Og så i dag. Hun virkede ikke som den samme person længere. Vi snakkede om, at hun havde svært ved at sove, fordi naboens kat var blevet forelsket, og derfor hylede nat og dag. Vi snakkede om, at det var sværere at orientere sig i et lyskryds, når rød og grøn ikke længere var så forskellige. Og meget ukarakteristisk var hun meget utilfreds med alt dette: katten burde skydes, og lyskrydsene burde simpelthen laves om. Og hvem var det der havde fået den sindssyge idé, at der kunne være så mange personer i en bus???
Og da jeg som sædvanlig skulle indsprøjte hende med en ny dosis hunde-DNA, overraskede hun mig igen. Et øjeblik virkede det som om, jeg ville få lov til at gøre det, som sædvanlig, som vi havde aftalt. Men så skete det. Hun bed.