Der var engang

Opgavebeskrivelse

Skriv en kort historie med valgfrit tema. Historien skal påbegyndes og afsluttes med samme sætning, og sætningen skal have en vis relation/funktion til historiens indhold. Øvelsen går ud på at få sætningen til at ændre mening i løbet af historien - og forudsætter naturligvis en vis portion opfindsomhed. "Der var engang..." må ikke benyttes i sætningen - du skal selv være lidt kreativ.

”Tak for handlen.”

Mens jeg vrider mig for at slippe ud af mandens greb, ser jeg penge skifte hænder. Jeg fornemmer, at der er ved at ske noget frygteligt og kæmper ihærdigt for at komme fri, så jeg kan slutte mig til mine søskende, der stadig løber rundt og leger på plænen bag huset. Men manden holder godt fast.

Gruset på gårdspladsen knaser, vi bevæger os. Jeg bliver sat ind i en bil. Stærke hænder holder mig fast, så jeg ikke kan slippe ud. Bildøren bliver lukket. En brummende lyd afslører at motoren er startet, og snart ser jeg landskabet passere forbi udenfor bilruden.

Vi kører i lang tid. Kvinden og manden snakker løs om alle deres planer for mig. Af og til ser kvinden til mig og siger, at jeg ikke skal være bange. Da jeg kaster op, stopper de bilen og jeg får lidt at drikke. På den næste rasteplads får jeg også lov til at komme på toilet. Men jeg er under opsyn hele tiden og kan ikke komme til at løbe væk. Jeg ved heller ikke, i hvilken retning jeg skal løbe. Alt ser fremmed ud.

Jeg må være faldet i søvn. I hvert fald holder bilen stille og kvinden forsøger at løfte mig op. Jeg spræller lidt, men hun strammer bare grebet. Da vi kommer indenfor, ser jeg en tredje fremmed. Men ikke ligesom kvinden og manden. En hund ligesom mig, bare ældre. Men han virker afvisende.

Efter nogle dage begynder jeg at forstå, at jeg aldrig mere skal hjem. Den anden har været her i 11 år. Han lader til at synes om det. Han gør præcis hvad kvinden og manden beder ham om, og han får masser af ros for det. Han bliver heller aldrig sat i ”buret”. Det gør jeg tit. Hvis jeg nægter at gøre, hvad de siger, så kommer jeg derind.

Jeg bliver bedre til at huske alle reglerne. Det gør kvinden og manden glade. Den anden viser mig, hvordan mange af tingene skal gøres, så det hjælper også. Og han trøster mig nogle gange, når der er ting, jeg ikke helt forstår.

Havde jeg dog bare vidst, at det ville blive så sjovt og rart, så ville jeg slet ikke have strittet i mod. Jeg lærer en masse, og jeg kommer med til mange spændende steder. Hvis jeg kunne snakke, så ville JEG sige ”Tak for handlen”.

Skriv kommentar

Besvarelsen Handelsvare er publiceret 18/10-2009 12:24 af Gitte Morsund under skriveøvelsen Der var engang.
Version 1 - 18/10-2009 12:24
Besvarelsen er på 398 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

14 år siden
#1 Laura Lützen (Sommerdag)
Hej Gitte!

Rigtig god tekst! Twistet undervejs havde jeg absolut ikke gættet! Jeg troede - som du sikkert ville have læseren til ;-) - at det handlede om handel med børn, men forstod pludselig det hele meget bedre halvvejs.

Jeg har lige læst teksten igen, og en kritisk sjæl ville måske hævde at en hvalp ikke ved hvad penge er og hvordan de ser ud. Men det er en mindre detalje.

Blev helt bekymret på hovedpersonens vegne da manden og kvinden snakker om alle de planer de har for vedkommende. Da de møder den tredje fremmede, der var helt anderledes nåede jeg sågar kortvarigt at frygte at det var noget endnu mere suspekt, der var under opsejling, men pyha. Hele situationen ændrede sig og det var helt klart til det lysere.

DIt sprog er godt og flydende. God tekst!

M.v.h. Laura
14 år siden
14 år siden
#2 Malene Xena Jessen (Trillian)
Hehe... Den er rigtig fin, den tekst her.

Jeg sad også med maven godt spændt for så helt at glemme at trække vejret, da jeg læste "En hund ligesom mig, bare ældre."
Det var, som om min hjerne lige skulle følge med.

Der sker helt klart en forvandling fra noget grusomt til noget dejligt.
På en måde virker det dog, som om pointen bliver serveret med den sætning, og resten af historien runder det blidt af men uden at have nogen egentlig pointe. Du kunne godt have holdt spændingen gennem hele fortællingen og først til sidst afsløre at der var tale om en hund, tror jeg. Forvandlingen sker stadig undervejs, men den bliver en vigtig del af historien istedet for.

Men altså, jeg har små bobler i maven, der hvor den grusomme spænding var, og det er bare rigtig skønt.
14 år siden
14 år siden
#3 Pia Hansen
Fra det grusomme til det mere forståelige - og så med en lys og god slutning.
Godt fundet på og fint fortalt.

Pia
14 år siden
14 år siden
#4 Mogens Sørensen (Mons1957)
Hej Gitte, der gik lige en tid, inden det gik op for mig, at det var en hund, der fortalte - ja, tydeligvis nok en hvalp. Men det er en meget fin historie, sådan føles det helt sikkert for en hund at skifte ejere, det er ikke utænkeligt. Kun godt, at den faldt til efterhånden. Du klarer jo opgaven fint, at få sætningen til at skifte mening. VH Mons
14 år siden
14 år siden
#5 Benno
Overraskende, og et godt fif, at en menneskehandel kan ende positivt.

vh. Benno
14 år siden
14 år siden
#6 Benno
Ok, jeg havde så ikke lige opdaget, at det var en fido, der fortalte - kunne have været et barn, vil jeg stædigt fastholde, ha,ha.

vh. Benno
14 år siden
14 år siden
#7 Lejsy Storm
Sikke en genial historie. Du ramte lige plet ved at give læseren et sug i maven af væmmelse over så modbydelig en ting, som menneskehandel er.... og så ender det hele så godt og befriende.

Du har sandelig fået skrevet et utrolig flot historie!

Mvh.
Lejsy Storm
14 år siden
14 år siden
#8 Mikala Rosenkilde (Mikala)
Sikke en sød historie. Jeg gættede ret hurtigt at det handlede om en hvalp - men nu ved jeg jo fra andre af dine tekster, at familien er blevet forøget på det sidste og nok derfor faldt brikkerne ret hurtigt på plads. Men du formår virkelig at give en barsk intro, hvor vi alle hopper på, at det nok var et barn.

Fint tvist!

Håber det går godt med den lille ny, men det tyder denne tekst jo heldigvis på!
14 år siden
14 år siden
#9 Sirena
Meget fin tekst!
Flot lavet at du snyder læseren til at tro, det drejer sig om menneskehandel og så i virkeligheden er det om en sød lille hvalp.

/Sirena
14 år siden
14 år siden
#10 Mikala Rosenkilde (Mikala)
Jeg læste lige din historie igen og den er stadig lige dejlig. Vil de ikke have den i "Os med hund" eller hvad de blade hedder. Den kunne godt klare et større publikum. Sød og sjov historie.
14 år siden