Mit lys i dette evige mørke.

Jeg har accepteret det, det tog sin tid, men jeg har lært at acceptere det.
Jeg konsentrere mig om de gode ting, og gemmer de dårlige væk, gemmer dem væk indtil en ensom nat hvor jeg kan græde dem ud, og lade dem forsvinde for evigt.

Jeg sætter mig på det kolde gulv i mit værelse, jeg lukker mine trætte øjne, selvom det enlig ikke er nødvendigt, alt er alligevel altid mørkt.
Heldigvis har jeg lydene.
Alle lyde er som musik for mig, jeg kan høre alting når jeg sidder på denne her måde, helt afslappet, alene i mit værelse.
Efterårs bladene der hvirvler fortvivlet rundt i vinden uden for mit vindue, vores gamle kat der går forbi, og min far der desperat trykker på tastaturet inde på sit kontor.
Hver eneste dag er jeg taknemmelig for at jeg stadig kan høre lydene og musikken, så kan dette evige mørke være ligemeget, eller i hvert fald gemmes væk for en stund.
jeg læner mit hovede tilbage, og lytter, lytter til min verden.
Pludselig indtager en ny lyd sin plads i min tanke-symfoni, jeg kan høre en der går ned ad trapperne, en mand.
Jeg lukker øjnene, konsentrere mig.
Manden står lige uden for min dør, og da' jeg kan høre hans tunge åndedræt, ved jeg straks hvad og hvem den nye lyd er, min mave krummer sig sammen, og det føles som om millioner af sommerfugle udklækkes i min mave, jeg kan svagt høre at døren til mit værelse bliver åbnet.
Jeg springer op, og omfavner ham -min lyd- min kærlighed-
Han kysser mig og selvom alting stadig er mørkt føles det som om tusinde kaskader af lys eksplodere i mit hovede, -mit lys i dette evige mørke- tænker jeg.
"Jeg elsker dig" hvisker jeg ind i hans øre
"Og jeg elsker dig" hvisker han ned i mit hår.