“Giv mig din pung!”
“Hvorfor skulle jeg dog gøre det?” spurgte den gamle dame forvirret.
“Giv mig nu bare din pung, gamle dame!”
“Nu er du uhøflig, unge mand! Jeg er ikke én dag over 70!”
“Giv mig nu bare den skide pung!” sagde manden med hætte trøjen.
“Det da ved gud jeg ikke vil! Hjælp!”
“Shh, så hold dog kæft og giv mig din pung!”
“Ved du hvad, det her har jeg bare slet ikke tid til!”
“Har du brug for hjælp?” spurgte en ældre mand, der nu var ankommet for at se, hvad der foregik.
“Nej, ellers tak. Den herre der er bare lidt uforskammet, men sådan er de unge vel nu om dage. Se, da jeg var ung, var alle jo søde og rare, der var ikke nogen, der bar kniv. Men sådan skal det åbenbart være nu om dage,” sagde den gamle dame og rystede blidt på hovedet. “Se her, min gode herre, her har du 5 kroner, smut så ned og køb noget tyggegummi.”
Den unge mand kiggede forvirret på damen, men gik så sin vej.
“Hvilken vej skal du?” spurgte den ældre herre.
“Den vej,” sagde damen og pegede ned af gaden.
“Så kan vi jo følges,” smilede han.
“Nu skal du bare høre, min gode herre, dengang jeg var barn var der jo ikke noget, der hed ubehøvlet ... Bla bla bla … Da var alle gode ved hinanden ... Bla bla bla ... Man havde jo ikke våben dengang ... Bla bla bla ... Men nu om dage ... Bla bla bla ... Folk er jo virkelig meget ubehøvlede ... Bla bla bla ... Tænk du gider høre min snak ... Bla bla bla ...”
Manden nikkede engang imellem og svarede ja og nej, mens han ellers kiggede lidt rundt, men kiggede da også engang imellem på damen.
Den der forstår at lytte tænker som regel på noget andet.