Det har snart stået på i flere år.
Vi kan ikke gå udenfor mere. De har invaderet vores planet. Vi lever i skjul.

Jeg skynder mig hen ad gangen.
Jeg hader de her nye dragter. De sidder klistret til kroppen, som våde cowboybukser.
De skulle virke hvis vi kom i vanskeligheder.
Jeg skynder mig hen i A2 lokalet.

"Undskyld" mumler jeg idet jeg går ind.
"Du vil måske være med idag?" vrisser Arwa.
Jeg kigger over på Taras plads. Hun er her stadig ikke.
Efter timen går jeg over til A7, hvor Shaya venter.
"det var godt du kom." siger hun. Hun fumler lidt ved hendes halskæde.
Til sidst tager hun den af.
"Værsgo." Hun lægger den i min hånd. Jeg ved den er vigtig til den tid, som kommer. Men jeg kan stadig ikke bære, at Shaya rejser til den anden verden.
"Vær modig, min pige." Hvisker Shaya.
Jeg vil ikke græde.
Jeg ved det ikke hjælper.
Jeg vil være modig.

Hun tager mine hænder i sine, og kigger mig i øjnene.
"Lov mig du vil være modig."
Jeg nikker sammenbidt, og kysser hende på panden.

På vej over til B5 kommer Villey.
"Jeg ved du skal afsted." Han kigger på hende.
"Jeg vil bare være sikker på du ved hvad du gør. Er du klar?"
Jeg nikker.
Jeg har øvet hele mit liv til denne mission. Jeg er mere end klar.
Men jeg kommer til at savne Villey. Jeg knuger halskæden i min hånd.
Villeys øjne bevæger sig ned til min hånd.
"Shaya?" Spørger han.
Jeg nikker igen.
Jeg kan se han bider sammen.
Jeg kan se han lider. Men jeg kan ikke gøre noget. Min beslutning er taget. Det eneste jeg kan gøre er at være modig.
"Jeg elsker dig, Chira" Siger Villey.
"Jeg elsker også dig."
Han bøjer sig ned og kysser mig på panden.

Jeg tager mit bælte på. Der sidder forskellige redskaber, som jeg kommer til at bruge på missionen.
Jeg sætter mit hår op, og tager hjelmen på.
Min mave knuger sig sammen. Jeg må være modig. Jeg må lukke for mine følelser.
Jeg kommer ikke tilbage.