Fredag er min scoreaften, du ved, gå til en eller anden koncert eller bare i kino. Dem på kollegiet tæller ikke, det skal være nyt fjams.
Sidste fredag var jeg i byen med Lars, en lille frisk fyr, men lidt af en splejs sammenlignet med mig.
”Du scorer altid den bedste, men nummer to er også godt nok for mig. Men sig mig lige en gang, har du nogle bestemte scoretrick?”

Det er jo ikke noget man gerne udleverer, og man skal jo heller ikke kaste perler for svin, men siden det var Lars.
”Skriv ned”, sagde jeg, ”mine ti scoretrick”.

Da vi var færdige kiggede han ret skuffet på sedlen, og sagde: ”Det er junk, det dér, du tager røven på mig”.

Det gjorde jeg ikke. Men de fleste fyre tror, det gælder om at være så smarte som muligt. Det gennemskuer pigerne straks. Mine scoretrick lægger de slet ikke mærke til for de virker og resten glider som i olie.

På Lars’ seddel stod:

1. smil, smil, smil.
2. vær genert og se væk
3. sig så lidt som muligt
4. vær altid høflig
5. vær pænt klædt på
6. lad hende tale
7. sig altid hendes navn, så tit og så ømt som muligt
8. spørg om hun ikke vil med ned i fitnesscenteret en dag
9. spørg om hun kender et hyggeligt sted at tage hen
10. spørg om hun har været i seng med en jomfru

Nå, men i går tog Lars og jeg så i kino, og så ’Manhatten’ med Wody Allen, du ved, ham den lille scorenar med hornbriller og helt uden bøffer. Det var en gammel film før Arnold Schwarzeneggers tid.
Nå, men da vi så kom ud var der er par friske tøser, der så efter os. Lars fór lige i hovedet på dem og glemte alt om mine gyldne regler. Jeg nøjedes med at smile, se væk og senere hen sige ’Hanne’ og ’Beate’ så sukkersødt, at jeg næsten fik kvalme.

Beate og jeg gik så hjem til hende, mens Lars vistnok gik i fitnesscenter for at få sine baller strammet op, du véd, sådan som damerne gerne vil ha’ det.