Jeg sidder på en hvid stol og venter, venter på at mit navn bliver råbt op.
Jeg venter på at lægerne vil fortælle mig at jeg er syg, alvorligt syg.

For tiden er jeg begyndt at døse hen i skolen og derhjemme, jeg besvimede midt i spisefrikvateret i dag.
Men der var ikke rigtig nogen der lagde mærke til det, jeg er jo bare usynlig.

Da jeg vågnede igen var jeg her, i lægens venteværelse.
Jeg forstår ikke hvorfor min mor ikke har taget mig på sygehuset, men hun tager det helt roligt.
Selvfølgelig gør hun det, hun tror nemlig at hvis hun er rolig så er jeg også rolig, men tro om.
Jeg er aldeles ikke rolig, jeg ryster over hele kroppen, min underkrop fryser og min overkrop koger.
Men jeg er 15 jeg har ikke tænkt mig at kaste mig ned på knæ og klynke som en lille tøsedreng fordi jeg er ved at dø.

Min mor sidder til venstre for mig, hun sidder helt ret på stolen og prøve på at se modig og opmuntrende ud.
Men den virker ikke på mig, jeg kan se på hendes øjne at hun er bange, hun er bange for at lægerne vil sige at jeg har en alvorlig sygdom som ikke kan kurreres, at jeg vil dø om nogle få dage.

Til højre for mig sidder en stor mand, han har dobbel hage og et stramt jakkesæt på. Han grynter svagt og pudser så sin næse i et lyserødt lommetærklæde han åbenbart havde i lommen.
Jeg troede ellers kun man gjorde sådan noget i tegnefilm.

Jeg kigger over på min mor igen, og siger så "du skal ikke være bange mor jeg skal nok klare det, der er ikke noget galt" jeg smiler opmuntrende til hende og klemmer hendes hånd, at stikke min mor en stor fed løgn lige nu, er det eneste jeg kan gøre godt med. "ja min dreng det skal nok gå" snøfter hun.
"Gustav Petersen bedes komme ind til lægen" knitrer en højtaler stille.
Jeg klemmer min mors hånd en sidste gang og rejser mig så op og går.