Michael åbnede øjne og gned sig let i dem. Han kiggede rundt i lokalet og havde ingen anelse om, hvor han var. Han kunne svagt erindre en drøm om et smukt lysende væsen, som havde givet ham et ultimatum på liv eller død. Han satte sig op og kiggede sig omkring. Bortset fra den briks han sad på var rummet helt dystert og tomt og kun oplyst af de to fakler der hang i hver ende af lokalet.

Michaels hjerte, som ellers var ganske aktivt sprang pludselig et slag over da det gik op for ham at der hverken var døre eller vinduer i rummet. Han rejste sig op og løb panisk over mod den ene væg da han hørte en stemme bag sig, “Velkommen Michael, vi har set frem til at få dig i vores fold her”. Han vendte sig straks om og så en middelaldrene mand ved siden af briksen. “Hvem er du og hvor er jeg?” råbte Michael.

“Hvem jeg er skal du hurtigt nok finde ud af, hvor du befinder dig er straks meget mere spændende. Du er i Mørket eller som vi kalder det, Himmeriget. Så er der selvfølgelig de selvglade oppe der, som kort og godt kalder det helvede.

Pludselig huskede han alt om den slibrige grønne væske han havde drukket for at slippe for fremtidige pinsler. “Rolig nu” sagde manden. “Når man tænker over det er vi faktisk de gode. De har desværre førstevalg og tager alle dem de kan styre som små lam mens vi byder alt andet velkommen.

“Jeg kender din tidligere skytsengel og hun er af natur doven så det undre mig ikke, at hun har sendt dig herned før tid. Bag dig ligger et stykke pergament, hvor vi har brug for din underskrift så vi kan rette en klage mod hendes dovenskab og begynde arbejdet med dig her.” Michael vendte sig om og så et skrivebord, som var kommet frem ved væggen. På bordet lå kun et stykke blankt pergament med en linje nederst til en underskrift og en kuglepen.

Michael stirrede på pergamentet “ Og hvis jeg ikke skriver under?”. Manden smilede let “så vil vi ikke have dig, de vil ikke have dig og du bliver efterladt i et slags ingenmandsland. Det skal du ikke ønske dig”. Michael greb kuglepennen og med dirrende hånd førte han den mod den frie linje. Déjà vu, tænkte Michael.