Benene skvatter ned ad skranten. Armene syrer. Hovedet tindrer i den kogende sol. Den bager kroppen inde i jakkesættet. Der er ikke andet for. Jeg bliver nødt til at prøve at komme op. Jeg hiver alt, hvad mine arme kan bære. Langsomt kan mine fødder snøvle sig opad. Jeg er oppe.

Langt senere når jeg hen til den mørke hule. Jeg går ind i den og mærker, hvordan køligheden omfavner mig. Jeg falder om.

- Er du okay?
- Hey. Tag noget vand.
- Tror I, han klarer den?

Jeg spærrer øjnene op. Over mig svæver en silhuet af en pizza og en pistol. Stille flyder de sammen og med lydene ser jeg nu tre personer bøjet ind over mig. Jeg ville have faret op, hvis jeg havde haft kræfter til det. Men jeg siger ingenting.

- Hva', kan du ikke tale? spørger en lyshåret pige. Hun er klædt i moderne storbytøj med stort Gucci-ur og virker mildest talt lige så malplaceret i hulen som mig. Ved nærmere blik synes de to mænd også at komme fra en anden planet. Jeg skuer rundt i hulen, og ser at vi ikke er alene. Den er fyldt med personer, der kigger på os.

- Hvem er I? spørger jeg så.
- Os? Det samme som dig vel?

Jeg kigger uforstående.
- Ja. Ofre for klippehængning.

Mit blik ændres ikke.
- Ja, kan du måske huske, hvorfor du pludselig hang i klippen?
Jeg tænkte mig om. Det kunne jeg ikke. Det eneste jeg huskede var noget med en italiensk mafia.

- Hvad mener I med klippehængeri?
- Ja, en forfatter har tænkt, at det var smart at ende et kapitel med at vi skulle være i knibe. Så klippen derude er ivrigt besøgt. Men ingen gider at hænge så længe, så vi søger tilflugt her, indtil indtil folk læser videre. Men ak, jeg har ventet længe. Og stakkels Freja derovre har været her i flere år. Hendes bog må være blevet smidt ud.

I det samme løber en mand ind i hulen.
- Hjælp! Hjælp! skriger han. Vi er blevet opdaget! En ung forfatter skriver om os.
Der udbrød kaos i hulen.
- Åh gud!
- Hvad sker der nu?
- AAAARGH!
Pludselig råber en af dem højlydt:
- Det er ham den nyes skyld!
Jeg ser, hvordan de omringer mig, mens hadet i deres øjne lyser.