Et uopmærksomt øjeblik. Det var alt hvad der skulle til. Jeg ved stadig ikke hvem han var.
Jeg så kun hans undskyldende ansigt sekundet før bilerne stødte sammen. Så blev alt sort.

Mere husker jeg ikke. På en måde har jeg ondt af ham. Han slog mig ihjel. Han var skyld i en anden persons død. Det må være en tung bylt at bære på sine skuldrer. Jeg tror nemlig han overlevede.
Ellers burde han være her.
Ved indgangen til underverdnen. Det er et underligt sted. Røde skarpe klippevægge omgiver mig. Bag er det mørke jeg kom fra.
Og så er her varmt.
Uudholdeligt varmt. Men der er ikke så meget at gøre. Selv ikke hekseri vil hjælpe her. Vejen til døden er ligesom livet. Besværligt og fyldt med svære beslutninger. Jeg tror det er en slags labyrint.
Jeg begynder at gå. Ligeud.
Til højre. Til venstre. Jeg har en mærkelig følelsen af at noget følger efter mig.
Pludselig mærker jeg noget der ånder mig tungt i nakken.
Jeg snurrer forskrækket rundt.
Bag mig står et væsen så frygteligt at jeg ikke kan beskrive det. Helt automatisk begynder jeg at løbe.
Jeg løber så hurtigt at det burde være umuligt. Men det samme gør væsnet. Den er lige bag mig.
Pludselig springer det frem og får fat i mit ærme. Med ufattelig styrke prøver den at hive mig tilbage til det altopslugende mørke. Det lykkes mig til sidst at at rive min arm til mig hvilket resultere i at hele mit ærme bliver revet af.
Men det kunne have været endt værre. Meget værre.
Jeg træder et skridt tilbage fra uhyret der pludselig bryder i brænd og ender som en lille ynkelig askeklump. Mine ben ryster af udmattelse. En skygge nærmer sig. Men jeg er for træt til at løbe.
I stedet synker jeg ned i knæ og ender med at sidde ned mens jeg læner mig mod den nærmest brændende klippevæg.
Gennem halvt åbne øjne ser jeg et mærkeligt væsen komme nærmere. Er det muligt at dø to gange?
Alting bliver sort. Ligesom sidste gang. En mærkelig biblyd fylder mine ører. Jeg slår forbløffet øjnene op. Det første jeg ser er et venligt smilende ansigt...