Jeg var på hospitalet og alt var gråt og kedeligt. Råb og skrig lød fra den ene ende af gangen. Det var intensiv afdelingen. Det var frygteligt at høre på, det var så hjerteskærernde at man fik helt ondt af personen, hvem det så end måtte være. Der kom medarbejdere løbende fra nogle af lokalerne i gangen og de løb alle sammen hen i lokale 13c. Hvad i alverden foregik der. Er der sket et mord eller hvad. Personerne der var løbet ind i lokalet kørte en vogn med sig. Kort tid efter bar de vognen ud igen. Vognen rystede, og patienten rystede. Patienten rystede cirka så meget som en mobiltelefon på steriorider. Det var godt de havde seler bundet fast til ham, for ellers faldt han af. Det lignede noget fra en galeanstalt. Jeg var kommet for at tjekke op på ledelsen og for at sikre at arbejdsopgaverne var prioteret i rigtigt rækkefølge. At de hårdest ramte patienter blev prioteret højere end dem med de minsdte skader. Selvfølgelig skal en døende person der har en uhelbredelig sygdom ikke prioteres højere end personen hvis liv afhænger af at vi har et større beredskab. Jeg gik ned ad gangen og hen imod lokale 13c, jeg skulle tjekke hvad der foregik, og høre mine kolegaer om hvad der skete. Jeg åbnede døren og hvad jeg så, det havde jeg aldrigt set før. Hele stativet som respiratoren var væltet og slangen der normalt ville sørge for ilt tilførsel hos patienten var revet i stykker. Jeg kiggede over på lægen. Hvad er der sket' sagde jeg til ham. 'jeg tror at han er psykisk syg. Han prøvede at rive ilt slangen i stykker, og vælte respiratoren.' Sagde lægen. 'Har han været bevidstløs eller i trance. hvorfor er det først nu han går sådan amok' 'Jeg ved det ikke. Hans kæreste skulle have besøgt ham i dag. Han fortalte at han ikke ville se hende og at hun ikke havde krav på at besøge ham. Siden vi fortalte ham at hans kæreste ville komme for at besøge ham, har han været rastløs og mærkelig.