Mit højeste ønske er at komme i himlen.
Men det er der ikke nogen der tror på. De synes alle sammen jeg er en snob og hvad der er værre. Det er jeg måske også. Men jeg kan bare ikke tåle er være næstbedst. Jeg vil være bedst. Uanset hvad. Uanset om det har nået at gøre med læsning, fodbold eller kælighed. Jeg er, vil og SKAL være den bedste. Det er der ingen der kan lave om på.

Det startede i børnehaven. Ingen ville være min ven. De lod bare som om når de voksne kom og legede med. Ellers hadede de mig. Jeg ved ikke hvorfor. Det ved de sikkert heller ikke. Jeg var alid ked af det. Jeg havde ingen venner og ingen voksne der kunne hjælpe mig. For de spurgte aldrig. Og jeg sagde det aldrig til dem. I skolen ville jeg gøre alting anderledes. Jeg ville være den sejeste og den vildeste. Og det blev jeg. Jeg blev den populæreste i klassen. Den drengene ville have, men kun fordi jeg var pæn, og fordi jeg gjorde de ting jeg gjorde. Jeg var egentlig ikke pæn. Jeg brugte bare rigtig meget sminke. det faldt drengene for, men ikke pigerne. De synes jeg var en dum snob. Undtagen én. Stine elskede mig. Hun så op til mig. Men jeg syntes at hun var lille, flad som et strygebræt og klam. Jeg begyndte at mobbe hende, og jeg fik hurtigt drengene med på den, som også fik pigerne med på den. Stine blev så ked af det. Men jeg var ligeglad. Hvis bare de elskede mig, så var jeg ligeglad. Senere begyndte jeg også at mobbe de andre. Alle blev mobbet. Og det var mig der stod bag. Jeg ignorede alle truslerne fra mobbeofferne. De sagde at de ville give igen. Jeg var den sejeste. Den hotteste. Men en dag var det hele slut. Jeg skulle over en vej. Jeg gik, men kiggede mig ikke for, for jeg havde fået en sms fra Stine om at hun hadede mig. Lige inden ulykken skete skrev jeg undskyld og tænkte: "Tænk hvis jeg kom i himlen selvom jeg har gjort alt det her. Det ville være fantastisk for..." Jeg nåede ikke at tænke mere før bilen ramte mig.

Nu er jeg i helvede. Jeg gjorde alt forkert bare for at være sej.
Min højeste ønske er at komme i himlen.