Her er koldt i rummet. Jeg fryser. Virkeligheden trænger sig på, truer mig med sine realiteter. Man vælger selv sit liv. Men jeg ved, det er en illusion. Livet er et skyggebillede. En række skyggeaftryk og sindsindtryk af forgangne tider, håb og drømme. Intet kan længere redde mig på afgrunden af mit eget sind. Kaster mig rundt i sengen i min evige jagt efter følelsesløsheden. Efter udfyldelse af tomheden.

Hun lægger armene omkring mig for at tøjle mine mareridt. Hvisker søde ord i mit øre, får mig til at slappe af i min verden mellem drøm og virkelighed. Rejser mig op i sengen og ser på hende. Er hun min drøm? Er hun min virkelighed? Min seng var kold, da jeg lagde mig. Nu er den varm og lokker med livets gnist og begær.

Angst. Den rammer mig hårdt. Hendes blotte eksistens. Hendes tilstedeværelse. Hendes nærvær. Er alt en illusion? Griber det spinkle håb om virkelighed, for at kunne opretholde mit sinds øjeblikkelige ligevægt. Det er nødt til at være sandt. Jeg har brug for håbet, jeg har brug for virkeligheden. Jeg har brug af at få bekræftet, jeg stadig er i live. Synker langsomt tilbage i sengen.

Jeg hænger stadig i den perfide overflade af søvnens sfære. Kan hverken trække mig ind eller ud af søvnen. Mærker hende ligge varmt op ad min side. Rummet føles varmt, hendes åndedrag kærtegner min kind. Ude af stand til at bevæge mig. Sløvede sanser, der aner forandringen. Varmen bliver stærkere og stærkere. Pillerne begynder at virke. Forhåbentlig virker de bedre end den sidste recept. Kan trække mig ud af angsten og ind i søvnens univers. Mit univers. Den verden jeg befinder mig bedst i.

Samtidig slikker flammerne op omkring benene på min seng. Jeg mærker dem ikke. Er for lykkeligt bedøvet af søvnens gave til at kunne overskue virkelighedens realiteter. Lykkelig. På kanten af livet drager mit sind sine egne konklusioner. Jeg sukker tilfreds, lader mig trække ind i søvnen. Jeg har ventet den med længsel.