Der var engang en lille pige der hed Rosa. Rosa var helt alene og havde ikke nogen venner eller familie. Hendes familie mistede hun dengang menneskerne opdagede deres skjulested, og venner havde hun aldrig haft. Hun boede i en lille hule ude i skoven. Det var snart jul så det var ved at blive koldt. Rosa frøs og besluttede sig for at gå en tur. Hun gik ind til byen og kiggede igennem alle de fine store vinduer, hvor hun kunne se alle sidde der og spise risengrød og pebernødder med nissehuer på hovederne. Rosa havde også en nissehue. Hun var jo en nisse.

Hun tog sin nissehue på. Så kunne hun pludselig se en masse andet. Hun gned øjnene, men tingene var der stadig. Hvorfor? Rosa tog nissehuen af igen og pludselig forsvandt det. Hun begyndte næsten at græde fordi hun ville se tingene igen. Rosa skyndte sig at tage nissehuen på igen og så tingene igen. Der var ikke kun ting. Der var også en masse mennesker. Inde i midten på gårdspladsen stod verdens største juletræ. Så bredte et smil på hendes mund. Et juletræ! Menneskerne havde slet ikke lagt mærke til Rosa. De rendte allesammen rundt med små kurve i hånden. Nogen tog juleindkøbene sammen med deres børn, andre alene.

Det var lidt sjovt for de havde allesammen nissehuer på. Ligesom Rosa. Rosa vidste hun hørte til her. Hun vidste ikke hvorfor, men hun vidste at hun ville blive her for altid. Rosa var blevet helt underlig og råbte: "Hvorfor kan jeg se jer?" Så løb en pige hen imod Rosa og sagde: "Du er jo en nisse. Vil du have en pebernød?" Rosa smilte endnu mere over hele ansigtet og tog en masse pebernødder, for hun havde ikke fået noget at spise i lang tid. Pigen sagde: "Kom med mig og min familie. Vi kan spise pebernødder hver dag!" Rosa tog med pigens familie. Det var sandt. De spiste pebernødder hver dag, og de levede lykkeligt til deres dages ende.