Lillejuleaften var det en tradition, at der blev fortalt en historie og i år var turen kommet til mor. " Nu skal i høre " begynder hun " For hundrede år siden fik man grød som første ret juleaften. Min oldemor havde delt grøden ud i elleve små skåle og de ti blev sat ind på bordet. Den ellevte skål, satte hun over i stalden til Nissen. Inde i storstuen var familien i gang med grøden, men denne gang var der ingen mandel. Alle var enige om at oldefar havde slugt den. Juledagsmorgen gik oldemor over i stalden for at hente skålen og til hendes store overraskelse var grøden spist, og i skålen lå der en mandel. "Det må jeg nok sige" sagde oldemor højt for sig selv, Nissen fik mandlen, ja så skal han også have en gave" Hun lod skålen stå på staldgulvet og gik ind for at sy Nissen en ny hue. I dragkisten fandt hun et rødt stykke filt der blev klippet til og syet sammen som et stort kræmmerhus, en lille grøn kant blev syet på og den lille Nissehue var færdig. For anden gang gik oldemor i stalden, Hun tog mandlen op og lagde Nissehuen ned i stedet . Det var den mandelgave, sagde min oldemor tilfreds. Samme aften listede hun med en vågelygte i hånden over til stalden, og til sin store ærgrelse, så hun at huen lå der endnu. Måske er der slet ikke nogen Nisse, tænkte oldemor idet hun bøjede sig ned for at samle huen op . Men hvad var det, huen der lå i skålen var en gammel falmet og hullet hue, og ikke den fine nye. Vi har en rigtig Nisse boende, tænkte oldemor. Samtidig med at mor fortæller, har hun trukket en skuffe ud og et øjeblik efter, står hun med en papæske i hånden. Op af æsken tager hun en lille hullet og falmet Nissehue. "Uden huen ingen historie" siger mor smilende, og med største forsigtighed lægger hun den gamle Nissehue tilbage i papæsken.