Vådt og hvidt kommer det fra en klar og blå himmel. Sne, tænker jeg ved mig selv. Måske et tegn på, at vi kunne være heldige at få sne i morgen. En hvid jul ville være godt. En hårdt tiltrængt afslutning på et besværligt år. Det er bare ikke nemt at gå i 6. klasse. Alle de lektier! Alt den hjertesorg!
Supermarkedsdøren åbner sig for mig. Skydedøre glider mekanisk af vejen, og jeg sætter en sko indenfor. Jeg trækker et nummer til bagerkøen og venter.
"Et wienerbrød," siger jeg, da det bliver min tur.
Hun smiler og vender sig om for at finde den rette størrelse pose frem.
"20 kroner, tak," siger hun. Brødet står mellem os.
Jeg betaler med mit hjerte og tager mit brød. Smilede hun igen, før jeg gik?
Jeg ser mig tilbage over skulderen. Det er heldigt, at skydedørene er automatiske for ellers var jeg gået direkte ind i dem.
Da jeg kommer ud igen, står han der. Et lille væsen fra skovene. Jeg har hørt om dem. Nisser.
"Er du et menneske?" spørger den.
Jeg nikker, og han smiler tilfreds.
"Godt så, så følg med mig," siger Nissen og trisser mod skoven.
"Hvad for?" udbryder jeg, men følger efter
"Du er anholdt! Du skal fængsles!" siger Nissen med morskab i stemmen.
"Hvad har jeg da gjort?" spørger jeg.
"Du har stjålet et hjerte," siger Nissen.
Jeg mærker en lethed i kroppen. Mine sanser i fingrer og tæer forsvinder et øjeblik, som stod jeg på en kant og så dybt ned i det ukendte, men farlige.
"Hvis hjerte?" spørger jeg.
"Betyder det noget for dig?" spørger Nissen.
"Ja, det gør det da. Det er ikke alles hjerter, som jeg vil stjæle," svarer jeg.
"Og dog har du stjålet et hjerte - fortsætteligt eller ej."
Nissen drager noget frem fra sine små bukselommer. Det er en lille lyserød genstand, der hopper blidt i Nissens hånd.
"Her er hjertet, som du har taget," siger Nissen.
"Men hvordan kan jeg havde stjålet det? Du har det jo?" svarer jeg.
"Sådan fungerer hjerter ikke. Det må du vide," svarer Nissen blot og rækker mig hjertet.
"Var jeg ikke anholdt?" spørger jeg.
"Du er løsladt igen," svarer Nissen. Så er han væk.
Det lille lyserøde hjerte ligger og banker i min hånd, som en skrøbelig fugleunge.
Det er én ting at give sit hjerte væk, tænker jeg. Det er noget helt andet at modtage et. Jeg studerer den lyserøde form nærmere og beundrer dens form. Man skal passe på sit hjerte, tænker jeg så. Det brister let.
Så lægger jeg hjertet på plads i mit bryst ved siden af mit eget og går tilbage ind ad skydedørene til supermarkedet.