Der blæste en kold vind ind i stuen, så hun tog fat i vinduet, der var temmelig tungt, men med et sammenbidt udtryk i ansigtet fik hun det hevet så meget ind, at hun kunne få det lukket helt.

Det gjorde lidt ondt i hendes arme, men tilfreds kiggede hun sig rundt i den lille stue, der nu virkede mere hyggelig - sand og støv var der rundt omkring, men det måtte vente. Hun var for træt nu til at gøre rent.

Det var nu over 3 uger siden hun havde hørt fra sin søn - Johannes hed han derhjemme, men her kaldte de kan Joe - Joe the Kid - det forstod hun så ikke helt, men de talte altid om ham, som om han var en slags helt.

En ting vidste hun - de mange penge, han fik ind for at passe kreaturer gjorde, at de kunne leve godt. Sidst han var hjemme, havde han en opposun-pels - hed det vistnok - med til hende - ikke at hun forstod, hvad hun skulle bruge den till, men han var så stolt, da han gav hende den, at hun kun kunne slå hænderne sammen i glæde, og rose ham, så det gjorde hun.

Hun gik udenfor og kaldte sine 2 unge døtre ind - Anna havde plukket bønner, og Lise-Marie var ved at fodre deres høns, men begge piger kom straks ind, da de hørte deres mor kalde.

"Ja, mor" pludrede Anna - "se hvor mange bønner jeg har plukket" stolt rakte hun fadet frem, der bugnede af de dejlige grønne bønner. "Tror du ijkke, far ville have været glad, hvis han så det her? "

En skygge lagde sig over hendes ansigt - Poul - hendes mand, var død sidste år af en eller andet mærkelig sygdom, og nu havde de kun Johannes.

"Se mor - der kommer nogle ryttere - det er nok Johannes ?"

Glad rendte hun ud for at komme ham imøde - men da rytterne nærmerde sig den lille gård, kunne hun ikke genkende nogen at dem - og pludselig begyndte 2 af dem at skyde med deres revolvere - åh så bange hun blev - hvad var nu det her ?

Rytterne, der var klædt i beskidt lædertøj, red hen til hende og smed en bylt af, mens den ene højt leende råbte: "Her har du din Joe" Hurtigt galoperede de væk, og skrækslagen knælede hun ned og kærtegnede sin døde søn.