Vinden risler i træerne.
Jeg ligger og lytter til verden udenfor, lytter til den stille nat. En ugle tuder et sted og det gamle hegn der omringer havens ældede æbletræer og hybenbuske knirker stille. Jeg vender mig om på siden og stirre inde i den golde grå væg.
Leif snøvler sovende bag mig og krammer den allergivenlige pude. Jeg står ud af sengen, åbner forsigtigt det hvidmalede krakelerede vindue med hvor træet titter igennem og indånder den kølige sommerluft helt ned i dybet af lungerne: Æbletræer, hybenbuske og svedent sommergræs… jeg længes efter benzin, bilos og brand i en container; kvalmende, ildelugtende fed røg. Storbyens lyde er mejslet ind i mit sind; lyde der ikke længere er der; ambulancens alarmerende vrælen; høj og skinger, bilernes dæk; hvinende over asfalten og fulde folk; gjaldende som baggårdskatte i slåskamp. Selv når de ikke sloges.
Leif var altid utryg, selv hævet over begivenhederne oppe i lejligheden på fjerde sal kunne han ikke finde ro og sikkerhed i storbyen. Og da min mave begyndte at vokse, voksede også hans drømme om et fredeligt hus langt ude hvor kragerne vender, et hus som i hans idylliserede barndomsminder; dengang græsset var grønnere, julen altid var hvid og grise kunne flyve.
Barnet sparker. Jeg stryger mig over den enorme mave der får min sorte natkjole til at ligne dækkenet til en elefant. Jeg lukker vinduet og går tilbage i seng. Men jeg kan stadig ikke finde ro i den øredøvende larm af stilhed.
Vinden risler i træerne.