Hvor verden ender begynder livet. Jeg havde gået langt, og tænkt grundigt og længe over mit liv. Det var begyndt om morgenen, da jeg lige var vågnet. Lidt for tidligt, og jeg vendte mig for at sove videre, da min hjerne blev udsat af et overraskelsesangreb af myldrende tanker. Gad vid om det er normalt, at disse ukontrollerede søvnige tanker banker rundt i hjernen og river alverdens pinlige episoder frem fra støvede hengemte hjernehylder? Måske sådan en indiansk drømmefanger kunne fungere som en fartfælde for al den vildfarende elendighed, jeg bliver belemret med sådan en morgen?
Jeg opgav videre søvn, og overvejede, om os A mennesker har sådan et tankeproblem om morgenen, og B mennesker så blev overfaldet af alverdens ulidelighed om aftenen. De kunne man jo lave en spørgeskemaundersøgelse over. En af de der: ”Hallo jeg ringer fra analyseinstituttet Kold Aftensmad. Må jeg bruge fem minutter af deres tid,” og så videre.
Der må være en del der svarer. Personligt må jeg sige, at det ofte så ubelejligt, at jeg blot lægger røret på. Har jeg lidt overskud, kan en god gammel skipperløgn godt give en tung pause i den anden ende af røret. Sådan får man lidt moro en ellers kedelig hverdagsaften, uden at sætte noget på spil ud over tålmodigheden hos en anden stakkels fattigrøv, der vrider en sølle løn ud af telefonrøret.
Ugen havde i det store hele været rædselsfuld. En ny afdelingsleder begyndte sit nyerhvervede ansvar med en kort og kedelig tiltrædelsestale mandag morgen. I løbet af ugen stod det hurtigt klart, at øget effektivitet hang sammen med færre ansatte. Desværre stod det også hurtigt klart for mig, at jeg snarligt kunne se frem til den efterløn, som mine arbejdsgivere garanteret helst så afskaffet.
Her gik jeg så fredag eftermiddag i skoven og ynkede mig selv og min situation. Mit arbejde har altid været en væsentlig del af min selvforståelse, og fra at være bevidst om, at jeg var et aktiv på min arbejdsplads, gik jeg nu og følte, at alle mennesker jeg mødte kunne se, at her gik en fiasko.
Tung og trist satte jeg mig på en stub i en lysning. Enden på min verden. Hvad havde jeg at se frem til?
Så kom noget som en meteor susende ned til højre for mig. Med et smæld tog den en fugl og i styrtdykkets opbremsning materialiserede en falk sig. Med dovne vingeslag gled den op over de mørke graner og ud mod horisontens blånende landskab. Himlen stod i pragtfulde aftenfarver og forbløffet så jeg på skønheden omkring mig.
Og jeg tænkte: ”Nå ,ja. Jeg har mistet min kendte verden, men jeg har til gengæld fået mit eget liv.”