Det var en tidlig morgen. Solen stod klarest på himlen og skinnede. En meget livlig mormor af sig sad allerede med sit strikketøj, mens hun så dagens tidlige nyheder i fjernsynet. Trods sin alder på 65, lignende mormoren altså kun én i starten af 50'erne, hver gang hun så sig selv i et spejl. Hun behøvede ikke engang at tage en maske på for at skjule sit ansigt; der var nemlig intet at skjule. Hun var noget af den smukkeste mormor man nogensinde kunne drømme om. Selv hvis hun i sin travlhed i strikkeriet kom til at træde på en kaktus som stod i stuen, hvor hun sad, så ville hun ikke være pivet og græde. Der var nemlig ingen grund til at græde over sådan noget. Man måtte ligesom tage tyrene ved hornene - så at sige man skulle tage kaktussen ud der hvor den kom ind fra og bide smerten i sig. Der var ikke noget at gøre, når skaden først var sket, men en tudemarie var mormoren altså ikke. Det havde hun aldrig været. Om aftenen da mormoren endelig var blevet færdig med at strikke sit halstørklæde færdigt til sit nyfødte barnebarn, gik hun langsomt, men livligt hen til vinduet og stirrede på stjernerne som man kunne se på himlen. Der var fuld stilhed. Alle naboerne var faldet til ro, hvor de nu enten sad og så fjernsyn eller var gået i seng med rander under deres øjne. Minutter blev til timer. Lige pludselig kom et stjerneskud frem på himlen. Det var det allerførste stjerneskud den 65-årige mormor havde set i sit liv. Hun blev rigtig glad og nød synet af stjerneskuddet, som lystigt var ved at styrte ned et sted i jorden. Hvor mon den ville styrte ned henne? Det måtte Guderne vide, og på dette tidspunkt ville mormoren ønske hun var en af Guderne, da hun var så fascineret af stjerneskuddets hastighed og undrede sig over hvordan det kunne være så flot. Måske ville hun en dag opleve endnu et stjerneskud, hvor hun var sammen med én som ville have stor viden indenfor universet?