Mine ben føltes som elefantfødder efter en travl dag på jobbet. Kollegaen blev syg så jeg måtte tage over. Så jeg må udfylde hendes job efter bedste evne. En af patienterne var kommet ud for en brandulykke som krævede megen omsorg. Min min uniform måtte skiftes, da den blev overhældt af vand som lindrede patientens smerter efter brandsårene.
I omklædningsrummet på hospitalet, kikkede jeg i spejlet, men forskrækkelsen over at jeg lignede et ringvrag var ikke oplivende.
Vejen hjem var lang,det silede ned og jeg havde glemt mit regntætte tøj. Jeg havde godt nok fødselsdag, men havde aftalt med min mand at vi gik ud for at spise sammen i morgen aften. Men det jeg ikke lige havde set komme var at hele min familie stod i stuen da jeg kom hjem. Det føltes som et overraskelsesangreb, men sluttede med at være en god ide da alle havde bidraget med forplejningen, så jeg bare skulle nyde at være sammen med dem.
Imens gæsterne var samlet i stuen lød der et brag som måske kom fra kælderen. Alle var oppe af stolene og ville undersøge hvad det var. Men jeg bevæbnede mig med et skohorn, som dog ikke ville gøre den store ulykke hvis det var en indbrudstyv jeg ville gå til angreb på. Men inden vi kom ned af trappen var personen ude af kældervinduet igen. Han var nu ikke kommet langt, da han faldt i en mudderpøl og ikke kunne rejse sig op igen uden hjælp.
Det var hr. Andersen der tog fejl af husene, vi bor i et rækkehus som her ligger 50 stk. af og efter en overrislet foreningsaften var det et sløret syn som fejlbedømte adressen på hans eget hjem. Men ruden blev sat i igen et par dage efter og en undskyldning fik vi samtidig et godt grin. det blev en fødselsdag som man vil huske i mange år fremover.