Månen var stor og rund og stjernen blinkede blidt ned til hende.
Fokus! Hold fokus!
Åndedrætsøvelser var det første der faldt hende ind som hun stod der og stirrede stift ud på aftenhimlen. Stift stirrede hun. Ikke drømmende eller forelsket som de gjorde det i filmene . Hun var bange. Hendes hænder greb krampagtigt om vindueskarmen, men det var sikkert også bedst. Han måtte ikke se hvor meget hun rystede.
"Rolig, rolig. Du kan godt det her. Lige om snart er det overstået. Lige om snart."
Hvor ville hun ønske at det var overstået.
Hun havde tit forestillet sig hvordan det her øjeblik ville være, men aldrig havde hun forestillet sig at hun ville være så panisk rædselsslagen.
Måske var hun ikke klar?
Pjat! Hun elskede ham, han elskede hende - selvfølgelig var hun klar. Og i øvrigt havde hun selv lagt op til det. Hun kunne ikke bare trække det tilbage.
Hans kys var hede og heftige. Heftigere end normalt. Hurtigere end normalt blev tøjet fjernet.
Var han også nervøs? Hvad var han nervøs for? At hun skulle ombestemme sig eller om det var det var for tidligt?
Hendes tanker stoppede. Det var nu. Lige nu. Lige her. Åndedrætsøvelser. Ånd ind, pust ud. Ånd ind, pust ud. TRAÆK VEJRET!
Og så... AV. Nu var det nu. Nu var hun i den mest intime situation hun nogensinde havde været i. Så tæt på et menneske som hun nogensinde havde været. Som de sagde i de lamme film: hun havde givet sig selv til ham. Deres kroppe hang sammen nu og smerten var lammende ligesom frygten.
........
Smerten var lammende, men frygten var kvælende. Hadet og bedraget burde have fyldt hende, men i stedet var der kun én tanke, én følelse: følelsen af at være en komplet idiot. Den følelse blev hængende i hende. Den blev hængende mens skældsordene regnede ned over hende. Hans skældsord. Den blev hængende, selv da hans hånd hævede sig til næste slag. Og den blev hængende selv efter hun lå krummet sammen på jorden. Følelsen ophævede smerten. Men fortrængte ikke billedet af den nat hun havde givet sig selv til ham...