Tingesten

Opgavebeskrivelse

Skriv en fiktiv historie set fra en bestemt tings synspunkt, som om den kunne tænke eller føle. Tingen kan være hvad som helst - et møbel, et kamera, et lyssignal, en is, en bog og så videre. Gør meget ud af hvad sådan en ting ville tænke om os mennesker, hvis den nu kunne. Du bestemmer selv, om det skal være humoristisk, sørgeligt eller dramatisk.

Jeg var her først. Længe før alle jer andre. Men det lader ikke til at det har nogen betydning længere. I hvert fald ikke for jer. Jeg er gammel. Meget ældre end jer andre. Heller ikke dette lader til at have nogen betydning mere. Jeg har set tiderne skifte og fulgt udviklingen langsomt, men nøje. Alle de historier jeg ville kunne fortælle, hvis nogen blot ville lytte. Jeg husker tydeligt hvordan landskabet så ud dengang jeg var ung - frodigt og grønt. Dengang havde jeg en familie og venner. De er alle borte nu. Jeg kigger mig rundt og ryster på mit store gamle hoved så flere af mine hår falder af. Jeg er født og opvokset her. Det her er mit hjem. Men efter at flere og flere fremmede er flyttet til er huse og veje begyndt at pryde min baghave, der nu er et virvar af mørke og dystre stenmonstre der kaster røgskyer op mod den klare himmel. Det var de fremmede der tog min familie og venner væk fra mig. En efter en blev de taget og kun jeg blev efterladt alene tilbage. Ensom og magtesløs, men stadig fuld af liv. Der var engang hvor de ville lytte til mine mange historier. Jeg var et samlingssted. De ville ligge sig på græsset foran mig og snakke i timevis. Vi ville nyde hinandens selskab og jeg ville føle mig værdsat. Men ikke længere. For dem er jeg glemt og borte, selvom jeg stadig er lige dér hvor jeg altid har været.
Jeg ser dem nu komme mod mig. De smiler og snakker i munden på hinanden. Jeg ved min tid er kommet. Ikke fordi jeg selv har bestemt det, men fordi der ikke længere er brug for mig. De kigger på mig, men ser mig ikke. Jeg er gammel. Langt ældre end jer andre. Mine rødder stikker dybt ned i jorden og min krone rager højt op mod himlen. Jeg har en historie jeg aldrig når at fortælle. Jeg mærker en sidste gang vinden ruske i mine blade inden jeg falder hårdt mod jorden. Den jord der har været mit hjem, længe før den blev jeres.

Skriv kommentar

Besvarelsen De ser mig ikke er publiceret 22/08-2013 16:41 af bird by bird under skriveøvelsen Tingesten.
Version 6 - 22/08-2013 20:42
Besvarelsen er på 358 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

7 år siden
#1 Jette Petersen (Babyangel85)
sorgmodig historie om et træs glemte liv. På en måde kan den minde lidt om grantræet af H.C. Andersen. Hvor den bare ønsker at blive juletræ for så tilsidst at blive kaseret. Sådan er livets gang.

Synes du laver en fin beskrivelse. Og fint at du venter med at fortælle hvad den er, det gjorde mig nysgerrig.
7 år siden
7 år siden
#2 bird by bird
Jeg elsker H.C. Andersen, men kendte ikke lige den historie, så måtte lige finde den på nettet og ja det kan du have ret i :)

Jeg er glad for du fandt den interessant. Min intention var at lave en sammenligning med hvordan ældre mennesker i dag godt kan føle sig glemt/overset - alle de historier de sidder inde med, men som man måske glemmer at spørge ind til. Følelsen af at man bliver kasseret bare fordi man er blevet gammel.
7 år siden
7 år siden
#3 Reality
Dejlig læsning!
Jeg blev også virkelig nysgerrig og havde lyst til at læse videre ord for ord, fordi jeg ville se, hvor du ville hen. Tænkte, at det det var et træ, men kunne jo ikke være helt sikker, før hen imod slutningen. Jeg kan lide dine overvejelser og sammenligningen med ældre mennesker - det giver rigtig god mening for mig. Det er noget, jeg selv jævnligt tænker på. Tak, fordi du får mig til at tænke videre og reflektere over dine ord - elsker, når en tekst gør det ved mig.
7 år siden
7 år siden
#4 Medthe
Rigtig dejlig historie! Specielt en god besjæling at give træet ejerskabsfornemmelse over for eksempel jorden - det er en meget menneskelig følelse, synes jeg, så kan man identificere sig med træet.
Jeg tænkte også H.C Andersen, men det gør ikke noget. Din tekst bærer præg af en form for bitterhed, hvor jeg synes, at H.C Andersen er mere trist. :-)
7 år siden