Kun en dukke? Det kunne da ikke passe. Hver gang følte jeg at den kiggede på mig. Den havde været i familien i lang tid, og dog havde den aldrig været vækket til live. Jeg tog en stirre konkurrencen med de livløse glasøjne. Jeg knyttede min næve og hamrede den ned i fliserne, det var vel kun en dukke?. Derefter lagde jeg den bagerst i skabet ved vinduet, og låste. Jeg slugte den lille nøgle, som de også gjorde i tegnefilmene. Det skar i halsen som hundrede knive der gled ned, men det var lige meget. Bare den dukke forsvandt!