"Jeg skal... Øh på WC," sagde jeg, lige med et. Jeg skulle bare lidt væk, for jeg kunne mærke mit hjerte banke voldsomt i brystet på mig. Hvis jeg skulle forsætte med at fortælle, vil min stemme snart knække over, eller blive hæs, lige meget hvor meget jeg hældte indenbords.
Måske ville jeg bare væk, fordi det der nu vil komme, vil blive for pinligt. 'Måske skulle jeg ikke gå i detaljer, og bare gå let hen over det?' tænkte jeg og en let rødmen sneg sig forræderisk over min hales og bredte sig til mine kinder.
Jeg rejste mig brat op og blev stående.
"Du forholder dig tavs, mens jeg er væk," sagde jeg og så på Anders, der så tilbage på mig, med en uskyldig mine. "Det samme gælder dig, unge dame," forsatte jeg og så på min kusine. Hun begyndte at pjatte og peget på sig selv og sagde, "Mig? Mener du mig?" Jeg sendte hende bare et blik og sagde, "Ja."
Mine forældre, onkel og tante så fra mig til Anders og derefter til min kusine.
'Hvad mon de tænker?' tænkte jeg og flygtede ud af spisestuen.
Jeg troede kun at, det var et påfund at, jeg skulle på WC, men da jeg kom der ud opdaget jeg at, det ikke var tilfældet. Da jeg var færdig og havde vasket mine hænder, stod jeg bare og stirrer på mig i spejlet. Rødmen havde lagt sig, men mine øjne funklede som de stjerner på den Skagenske himmel den aften... Nej den nat, rettede jeg mig selv og rødmen skyllede på ny ind over mig, men denne gang dobbelt så slemt.
Jeg så hvordan rødmen farvet mine kinder røde af forlegenhed. "Åh for pokker da også," skændte jeg på mig selv og forsatte, mens jeg åbnet for vandhanen endnu en gang, "Hvis jeg rødmer, bare ved at tænke på det, hvad så når jeg skal fortælle om det?"