Mine fødder rokker nervøst under stolesædet. Jeg kigger på klokken for 87. gang, sådan cirka. Kan det virkelig passe, at der ikke engang er gået et minut siden sidst? Bordene er fyldt med aviser og ugeblade - men lige nu er det åbenbart mere tiltalende at stirre eftertænksomt ud i luften.
Jeg ser rundt i det meget hvide og meget belyste venteværelse. En lille dreng hopper frejdigt rundt i legerummet med gips på det ene ben. Til gengæld er atmosfæren knapt så frejdig til venstre for mig. Her sidder en familie med irritation malet i ansigterne. Faderen sukker og henvender sig gnavent til mig:
"Mon de tager sig sammen i dag?"
Jeg smiler lidt halvhjertet. Nok er jeg selv ved at falde af stolen af uro - men det skal vel ikke gå ud over personalet. Så jeg forsøger at mildne stemningen:
"De har jo også akutte tilfælde".
Tilsyneladende er familien ikke i humør til positiv psykologi. Moderen sender mig et lidt stift blik, og jeg vender øjnene tilbage mod de uudholdeligt grimme malerier på væggen.
En glad sygeplejerske vimser forbi.
"Jaa, øh, vores ene overlæge er gået til møde, og vi skulle egentlig lukke om en halv times tid - men vi arbejder på sagen", griner hun med let skelende øjne.
Jeg griner tilbage og overser familiens himlende øjne et sted til venstre.
Kort efter kommer overlægen hastigt luntende og undskylder til familien, der følger med. Jeg selv bliver kaldt ind med et formelt tonefald, intet smil. Var der alvor i den stemme, eller overdriver jeg nu? Lægen giver mig ufølsomt hånden. Jeg prøver at tolke hans ansigtsudtryk. Er allerede overbevist om, at noget er galt. Ikke at der kommer mange varsler fra det ansigt. Det er altid meget køligt. Og jeg taler af mange konsultationers erfaring.
På skærmen sidder mine røntgenbilleder klistret fast, som en irriterende påmindelse om den "produktionsfejl", jeg er født med. Jeg sætter mig i stolen, men opfatter efterfølgende ikke ret meget. Fra ordene "forværring" og "operation" står min hjerne af og fortsætter ad egne veje.
Jeg forlader hospitalet i en tåge af tanker. Omgivelserne virker slørede - og min mavefornemmelse fortæller mig, at fremtiden er det samme.