Hej Svante

Jeg læser din tekst som en tekst om håb trods alt, og på den måde næsten en slags religiøs tekst. Påske handler jo netop om håb og om at overvinde døden. døden er ellers her skildret næsten så forfærdelig, som man næsten kan: den døendes insisteren og forsøg på "flugt gennem tapetet". Men så løber den lille skikkelse gennem lejligheden, og det er vel i en eller anden forstand "sjælen" (eller en aura eller hvilket begreb, man nu vil udtrykke det i). Derefter opløses spændingen, og den fredfyldte død kan indtræde.

Jeg undrer mig et øjeblik over "flåede mig ind til sig", en betydning af verbet "at flå", som vist ikke findes i ordbogen. Men for det første er der, tror jeg nok, ved at ske en udvikling i det ords betydning i den retning, du her bruger det, og for det andet skal sproget vel virke grotesk netop her. Det holder vist.