Så står jeg her. Jeg har fået en ny plads i det lille hjem, jeg tror min ejer blev træt af at kigge på mig siden hun har "gemt" mig væk. Hun glemmer tit at give mig noget at drikke, og jeg kommer sådan til at tørste. Hun giver mig først noget at drikke når jeg er lige ved at dø. Hun er en mærkelig én. Hun fik mig at en god ven, da hun havde inviteret ham op i sin nye lejlighed. Jeg synes det er mærkeligt hvordan sådanne mennesker lever. De har gang i en million ting, glemmer ofte de vigtige ting og har ikke altid styr på hvilke ting der sker. Jeg ser hende tit have rigtig travlt om morgenen, hun står altid forsent op. Igen viser det mig bare, at hun ikke har styr på noget og jeg bliver mere og mere lykkelig for at jeg ikke er et menneske. Når jeg sådan ser hvordan mennesker lever, hvor mange ting de skal nå i hverdagen og at de har et arbejde til skal passe hver dag - så tænker jeg at det må være rigtig hårdt. Min ejer er en travl kvinde. Hun skal afsted klokken 7 hver morgen, hun kommer hjem klokken 17 også skal hun lige gøre hele lejligheden rent, så skal hun træne, ses med hendes veninder og jeg kunne blive ved med at komme med forklaringer på hvad det er hun laver. Jeg kan slet ikke forstå at hun kan holde til det. Så er jeg glad for at jeg bare er lille mig. Hendes kat Sofus har det med at slå ud efter mig og bide i mig. Selvom min ejer har sagt han ikke må, så bliver han ved og jeg danner ar af dette. Alligevel bliver han ved, fordi det er jo sjovt. Han har sågar tisset i mig, og jeg husker tydeligt hvor ulækkert og hvor meget det lugtede. Men igen - jeg er bare en stueplante. Jeg er en stor palme, med store blade og en tyk stamme. Jeg er bare en palme, som skal tie. Kæmpe for at leve og kæmpe for at stå. Jeg er bare en palme.