Hvorfor skal den pige altid vælge os hver dag, når hun har så mange andre at vælge mellem. Se nu bare dem der står derovre, de har ikke været brugt i lang tid, de er helt indpakket i støv.
Det er altid os, vi er gamle og kan snart ikke mere, vi holder bare ikke til en dag mere på hendes job. 8 timer frem og tillbage i den kedelig butik som vi kender ud og ind. Der sker aldrig noget nyt for os. Hvis hun nu bare gad pudse os for en gangs skyld. Så kunne vi bare føle os som nye én dag.
Ja selv når hun skal i byen vælger hun os. Det kan da ikke være rigtigt at hun ikke kan tage nogle af de andre når hun nu har så mange at vælge imellem.
Jeg husker den første dag vi mødte hende igennem vinduet i butikken. Der stod vi og var så stolte over at det var vores tur til at komme frem i udstillingsvinduet, og følte os som noget af det smukkeste der fandtes i verden, som vi stod der og kunne følge med i hvad der foregik på gaden.
Vi havde ikke stået der længe før pigen kom ind og ville have os. Vi tænkte med det sammen at nu bliver det godt at være en del af pigens liv, og at hun ville passe godt på os.
Men nej vi tog fejl. Hun var ligesom bare ligeglad med hvordan hun behandlede os, vi er altid på hendes fødder om det så regner eller sner.
Men hun skal nu alligevel have tak. For der er ikke det vi ikke har set ved at være hendes følgesvende de sidste mange år.
Vi er trætte nu og der er huller i os. Hun bliver så sur på os hver gang hun kommer hjem fra arbejde og det har regnet, for så har hun fået våde sokker og så skal vi høre på hendes "Arrhg. Det er sgu også de lorteskos skyld at jeg har våde sokker igen"
Men det er jo ikke vores skyld hun kan bare vælge nogle af de andre.
En morgen kiggede hun på os og sagde så til sig selv: "Nej de sko dur sgu ikke mere, jeg må tage nogle af de andre"
Vi smilede lidt for os selv og tænkte ja nu får vi endelig en fridag efter så mange år. Hun tog de andre sko som havde stået der over i hjørnet og var helt til støvet. Hun kiggede på os, og tog os i hånden, og sagde: "Ja det var så de sko, nu kan de ikke mere".
Hun tog os med udenfor og hen til en stor sort kasse, løftede låget og smed os ned, smækkede låget i.
Der lå vi så i mørket og tænkte - hvad sker der nu med os?