Hemmeligheder

Opgavebeskrivelse

Skriv en kort fiktiv historie om en person som holder på en hemmelighed - fx værende sorg, had, glæde eller forelskelse. Bestem selv om teksten skal være humoristisk, dramatisk eller noget helt tredje. Du skal så vidt muligt prøve at benytte dig at teknikken "show, don't tell" - "sig det ikke, vis det". Teknikken går i sin enkelthed ud på at give læseren en oplevelse af historien gennem en persons gøren og laden, handlinger, kropssprog, ord, dialog, tanker, sanser og følelser - i modsætning til forfatterens egne redegørelser, beskrivelser og opsummeringer. Dog er det vigtigt at benytte teknikken med omtanke, netop fordi det er relativt tidskrævende at skulle vise i stedet for at fortælle.

Lukas griner. "Det var vildt!"
Jeg ved ikke, hvad de talte om. Jeg mistede ord og mening i øjenkontakt og halve smil, men nu ser de alle på mig, som om jeg bør grine med dem. Så det gør jeg. Griner og nikker.
"Helt vildt," bekræfter jeg ham, uden at vide hvad jeg bekræfter ham i.
Lasse ser stadig på mig. Ny øjenkontakt. Et nyt halvt smil. Hans læber mimer en sætning, men jeg kan ikke forstå de former læberne danner. Så ser han væk og fortsætter samtalen med Lukas, Emil og Mia.
Jeg knapper øllen op. Drikker i for lange slurke og mærker kvalmen overtage kroppen, allerede nu, længe inden den burde overtage.
"Hold da kæft, Manja." Louise knalder sin egen flaske hårdt mod bordet, da hun sætter sig. Lyden kommer bag på mig og får min krop til at gibbe. "Du har travlt i dag?"
Jeg trækker på skuldrene. "Det er kun den tredje."
"Eller fjerde eller femte eller sjette," siger hun, mens blikket skæver mod min nu kun kvart fyldte flaske. "Pas på, ellers ender du bare ligesom mig sidste fredag."
"Mmm..." Jeg tager en ny tår. Endnu en af de lange.
På den anden side af bordet taler de også om sidste fredag. Lasse fortæller Mia om turen hjem. Vi gjorde holdt ved havet. Det var stjerneklart, men ingen af os så på stjerner. Vi drak og glemte stjerner. Louise endte med at brække sig i krattet oppe langs vejkanten. Havtorn vil aldrig være det samme igen, efter jeg har set dem pyntet med rester af alkohol og kebab.
"Jeg var såååå stiv," fniser Louise. "Du fatter ikke hvor stiv, Mimi."
Mia fniser med hende, men Lasse ryster bare på hovedet. Tænker han mon også stadig på stranden? De stjerner vi ikke rigtig så. Sandet under os. Hvordan det satte sig i tøj og hår. Krøb ind alle vegne. Alt det andet. Alt det han ikke fortalte lige før.
Jeg fumler med flasken og mærker hjertet ændre sine slag. Slagene er fremmede nu. De føles slet ikke, som om de tilhører mit hjerte længere.
En fod rammer igen mit ben under bordet. Det er ikke et uheld, det forstår jeg nu, for denne gang bevæger foden sig op. Langsomt. Ad mit skinneben. Ind langs låret. Det fastlåser mig. Jeg ser på Lasse og synker. Han smiler, men ser så tilbage mod Louise.
"Ja, du var helt væk," siger han. "Det er godt, at du har sådan en ridderlig kæreste. Alle andre havde ladet dig ligge i vejkanten og sove den ud."
Foden stopper. Hviler mod stolesædet mellem mine ben.
Hun sender ham et luftkys. "Min helt."
Og jeg snapper efter vejret, mens foden igen bevæger sig.

Skriv kommentar

Besvarelsen Fredag efter fredag er publiceret 03/08-2019 01:08 af Roja Dietz (IntetNavn) under skriveøvelsen Hemmeligheder.
Version 3 - 03/08-2019 02:38
Besvarelsen er på 450 ord og lix-tallet er 19.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.