Bornholmeruret tikker. Pendulet svinger fra side til side og indikerer at tiden går, selvom alt i dette lokale står stille. Familien sidder i opholdsstuen, tante Beth, onkel Klaus, min kusine Tina og hendes kæreste, Peter. Alle med en kop kold kaffe, der en gang imellem hjælper med at skylle en tør småkage ned. Morfar sutter på en cigaret der for længst er brændt ned til filteret. Hans fingre ryster, brune af nikotin. Hans åndedrag er tunge og man kan høre den raserende KOL krille i hans hals.
Min mor sidder ved min mormors side, holder hendes hånd og fortæller om alle de mennesker hun ikke kan se. Alle dem der er mødt op for at være her i de sidste timer.
"Freja er kommet helt fra København. Hun har ellers så travlt med det nye job. Og Hans er på vej, han skulle lige køre Sofie til håndbold. Hun kommer når hun er færdig". Min mormor har lukkede øjne og trækker været tungt. Ikke på en fredfyldt måde, men som om hun prøver at forholde sig rolig i en ellers panisk situation. Hun skal dø. Måske ikke nu, men lige om lidt.
Rummet lugter af mug og røg. Af gamle møbler og gamle mennesker. Døden har allerede lagt sig som et vådt tæppe, klamt og tungt. Ingen har lyst til at være her, men ingen tør gå. For hvad nu hvis man går glip af det, hvad nu hvis man ikke var der da mormor sagde farvel.
Mormor er ligeglad. Hun ænser ingen af os, hun kæmper en indre kamp, mod smerte og frygt. Ingen af os kan hjælpe hende, ikke engang min mor. Hendes datter. Heller ikke hendes mand, krøblingen der sidder og ryger et filter. Vi kommer alle til kort. Magtesløse og menneskelige.
Der går et par timer. Min mor rejser sig og sætter fingeren under min mormors næse
"Hun trækker stadig vejret. Mere kaffe?"